
Regeringen og de røde støttepartier har de seneste uger delt julegaver ud til danskerne for et tocifret milliardbeløb. Men det store offentlige forbrug kan ikke vare ved, og alt tyder på, at livremmen må spændes ind allerede i 2021. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Analyse: Festen i rød blok kan ende brat næste år
Tallene viser, at det snart er slut med store løft af velfærden uden betydelige skattestigninger. Råderummet er presset, og allerede i 2021 kan festen for regeringen og dens parlamentariske grundlag være slut. Læs om baggrunden i denne analyse.
Udgivet: 09/12/2020
Den ualmindeligt positive stemning mellem politikerne i regeringen og dens støttepartier efter søndagens aftale om finanslov og stimuli samt grøn genopretning, kan være på vej mod enden.
Det skriver NB-Økonomi i en analyse.
Der var ellers plads til både grin og vittigheder på pressemødet i søndags, hvor en samlet rød blok præsenterede fremrykkede minimumsnormeringer, løft af ældreplejen, omfattende grønne initiativer, lempelse af håndværkerfradraget, gratis psykologhjælp til unge, løft af ungdomsuddannelser og de 107 andre politiske initiativer, som man har sat penge af til i de kommende år.
Uden en eneste skatte- eller afgiftsstigning må man da også forestille sig, at årets finanslovsforhandlinger har været en dans på røde roser, hvor man har kunnet imødekomme en stor del af partiernes krav og velfærdsløfter uden at skulle stille nævneværdige modkrav.
Finansministeren begrundede den gavmilde finanslovsaftale med, at det var vigtigt at sætte gang i økonomien efter et turbulent corona-år, hvor mange brancher er blevet bragt i knæ, og økonomien er usikker.
Ekstraordinær finansiering
Takket være situationen omkring covid-19 fik finansministeren i år den ekstraordinære mulighed, at der pludselig var knap 12 milliarder kroner til rådighed i EU-midler, som han kunne tage med som ekstra finansiering til forhandlingerne, og havde dermed mulighed for at fremstå som en finanspolitisk troldmand.
Sidste år kunne Nicolai Wammen ligeledes præsentere en gavmild finanslov, hvor man brugte en stor del af de kommende års økonomiske råderum ved blandt andet at indføre minimumsnormeringer, som har stigende udgifter over de kommende år.
Når man samtidig har haft mulighed for at udbetale hjælpepakker, kompensation og løntilskud under coronakrisen, som på grund af de ekstraordinære omstændigheder ikke regnes med i det strukturelle forbrug, kan regeringen og støttepartierne risikere at blive fartblinde.
For medmindre Nicolai Wammen har en taske med samme evner som den vi kender fra den populære børnefilmsfigur, Mary Poppins, hvis bundløse taske kan opfylde alle børnenes ønsker, så kan Nicolai Wammen ikke blive ved med at trylle penge frem til de finanspolitiske forhandlinger.
Derfor kan det blive en smertelig omgang, når partierne allerede i 2021 har væsentligt mere begrænsede finansieringsmuligheder ved forhandlingerne om finansloven for 2022. Her vil der med stor sikkerhed være et væsentligt mere begrænset økonomisk råderum uden ekstraordinære hjælpepakker.
Udover et begrænset finanspolitisk råderum så tyder det på, at man har brugt stort set hele det såkaldte grønne råderum, når man når til finanslovsforhandlingerne i 2021.
Når man på samme tid har lagt øgede udgifter ind i 2022 fra årets finanslovsaftale til ældrepleje, minimumsnormeringer, en tilbagerulning af besparelserne på DR og en lang række kulturinstitutioner, så er der ikke meget tilbage i kassen.
Slut med velfærdsløfter eller op med skatten
Det betyder, at man til næste år står i det dilemma, at man enten bliver nødt til at nedjustere både sine egne og støttepartiernes forventninger til finansloven og det offentlige forbrug, eller at man må hæve skatter eller afgifter.
Her kan det blive svært at overbevise støttepartierne, der er godt vant efter to års ekspansive finanslove, til at man ikke kan indfri velfærdsløfter i samme grad.
Samtidig venter et stort slagsmål om arbejdsudbuddet, hvor De Radikale gik med til ikke at få øget arbejdsudbud med på finansloven, mod at Nicolai Wammen har lovet støttepartiet, at man indleder forhandlinger i 2021, som skal hæve arbejdsudbuddet med mindst 11.000 personer.
Her står særligt Enhedslisten på den modsatte side og er dybt uenige i, at man skal hæve arbejdsudbuddet, og der kan dermed opstå et større politisk slagsmål mellem de røde partier vedrørende arbejdsudbuddet.
Derfor handler det for regeringen og dens støttepartier om at nyde den gode stemning nu, fordi alt tyder på, at den ebber ud, når vi træder ind i det nye år.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34
Temaer: Finanslov
Emner: Finanslov







































