Fem kommuner skal sammen med Trygfonden og Sundhedsstyrelsen udvikle initiativer, som kan mindske unges brug af rusmidler.

Fem kommuner skal sammen med Trygfonden og Sundhedsstyrelsen udvikle initiativer, som kan mindske unges brug af rusmidler. - Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix

Pilotkommuner skal bane vej for ungeliv med mindre alkohol

Der er et stort potentiale i nyt projekt, der i kommunerne skal understøtte et ungeliv med mindre alkohol og hash. Projektet henter inspiration fra Island, hvor unge har Europas laveste alkoholforbrug.

Udgivet: 23/11/2020

Caroline Ryberg Albæk

Researcher

Del artiklen:

Hvordan kan man bedst understøtte et godt og inspirerende ungeliv uden rusmidler? Det skal udviklingsprogrammet 'Fælles om Ungelivet' nu prøve at afdække.

Programmet er et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, Trygfonden og fem pilotkommuner. Det står der i en pressemeddelse fra Sorø Kommune.

"I Sorø Kommune er vi stolte af at være bannerførere på et ambitiøst program som Fælles om Ungelivet. Både fordi vi finder visionen vigtig og meningsfuld, men også fordi programmet ligger helt i tråd med vores pejlemærker for pædagogisk arbejde, hvor inddragelse og fællesskab er stærke værdier," siger kommunaldirektør Søren S. Kjær i Sorø Kommunes pressemeddelse.

Programmet, der skal udvikle konkrete ideer til indsatser, der skal understøtte et godt ungeliv i Danmark, læner sig op af den '"islandske model'. På Island har man gennem en effektiv indsats formået at få unge til at drikke mindre alkohol og ryge mindre. Over 20 år har Island vendt udviklingen i unges alkoholforbrug, så islandske unge i dag er dem, der har det laveste alkoholforbrug i Europa.

Den udvikling håber Jette Jul Bruun, underdirektør i TrygFonden, at se i de danske kommuner. Hun fortæller, at forældre spiller en rolle for den udvikling.

"I Fælles om Ungelivet vil vi have særligt fokus på unges familie- og fritidsliv. Konkret handler det blandt andet om at understøtte forældres motivation for at bruge tid med deres unge, interessere sig for hvem og hvad, de bruger deres tid på, og ikke mindst turde udtrykke tydelige forventninger og sætte gode rammer for alkoholforbrug og hjemmetider."

"Der er nemlig god evidens for, at det virker, når forældre er tydelige, nærværende og engagerede. Samtidig viste det sig, at de islandske unge faktisk gerne vil være mere sammen med deres familier. Det kan måske være en støtte for danske forældre, der kan være i tvivl om deres egen rolle i de unges liv," siger Jette Jul Bruun, underdirektør i TrygFonden.

Måske kommer alle kommuner med

Programmet starter med en fire-årig pilotfase fra 2020 til 2023, hvor det centrale er at sikre lokal viden om unge, så indsatserne i den enkelte kommune skrues sammen, så de passer til de udfordringer og potentialer, der er lokalt.

"I TrygFonden ser vi et stort potentiale i Fælles om ungelivet. Både fordi vi skeler til en veldokumenteret succes på Island, men også fordi vi vurderer, at programmet kan komme til at udvikle og inspirere arbejdet med det gode ungeliv i alle danske kommuner," siger Jette Jul Bruun.

Udover Sorø Kommune, er Aalborg, Silkeborg, Odder og Gentofte de pilotkommuner, der sammen med Trygfonden og Sundhedsstyrelsen skal løfte opgaven om at finde konkrete løsninger til et sundere liv for unge.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:33

Emner: Forebyggelse, Aalborg Kommune, Gentofte Kommune, Odder Kommune, Silkeborg Kommune, Sorø Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]