
Lisbeth Torfing (EL), formand for Horsens Kommunes udvalg for beskæftigelse og integration. (Arkiv) - Foto: Horsens Kommune
Kommune: Færrest på kontanthjælp nogensinde
Det er lykkedes Horsens Kommune at få knækket kurven. Kommunen har lige nu det laveste antal kontanthjælpsmodtagere i 13 år. Udvalgsformand peger på 'den svenske model' som en del af forklaringen.
Udgivet: 23/11/2020
I oktober var 920 borgere i Horsens Kommune på kontanthjælp. Det er det laveste antal, siden kommunalreformen i 2007, hvor Horsens blev lagt sammen med Brædstrup og Gedved i den nye Horsens Kommune.
Det skriver Horsens Folkeblad på baggrund af nye tal fra Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering - STAR.
Det er femte måned i træk, at kommunen slår sin egen rekord for det lave antal kontanthjælpsmodtagere, og det glæder Lisbeth Torfing (EL), der er formand for Beskæftigelse og Integrationsudvalget:
“Det er rigtig glædeligt, at det bliver ved med at gå den rigtige retning, og det peger på, at det ikke er et midlertidigt udsving, men at der er en reel bevægelse, som forhåbentlig er varig,” siger Lisbeth Torfing til Horsens Folkeblad.
Den positive udvikling kan forklares ved hjælp at tre konkrete tiltag, kommunen har sat i værk, mener hun:
“Vi har i en periode arbejdet efter den svenske model, hvor kommunens sagsbehandlere har færre sager og mere tid til den enkelte borger. Derudover har vi god succes med småjob, som kræver et samarbejde med virksomhederne. Endelig spiller det ind, at vi får afklaret folk, som skal på varig forsørgelse, så de ikke går i et tomrum og venter,” siger Lisbeth Torfing til Horsens Folkeblad.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34
Emner: Kontanthjælp, Horsens Kommune







































