Konkret betyder aftalen, at det midlertidigt bliver forbudt at holde mink frem til 31. december 2021. Derudover skal alle mink i besætninger aflives. (Arkiv).

Konkret betyder aftalen, at det midlertidigt bliver forbudt at holde mink frem til 31. december 2021. Derudover skal alle mink i besætninger aflives. (Arkiv). - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Rød aftale vil gøre det lovligt at påbyde aflivning af mink

Der er blandt røde partier enighed om hurtigst muligt at vedtage lovhjemmel til aflivning af alle mink.

Udgivet: 17/11/2020

Del artiklen:

Partierne i rød blok har mandag aften indgået en aftale om midlertidigt forbud mod mink i Danmark. Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Konkret betyder aftalen, at det midlertidigt bliver forbudt at holde mink frem til 31. december 2021. Desuden skal alle mink i besætninger aflives.

3. november besluttede regeringen, at alle mink på de danske minkfarme skal aflives på grund af den coronamutation, der er fundet hos mink. Det viste sig senere, at regeringen ikke havde lovhjemmel til denne ordre, der dermed var ulovlig.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) erklærer sig glad for, at der med aftalen bliver skabt "ro" om situationen med minkaflivninger.

- Forløbet har været rodet, det skal jeg være den første til at indrømme. Regeringens udmelding om at aflive alle danske mink har været tung, og vi er meget bevidste om de vidtrækkende konsekvenser, den har for hver enkelt berørte i branchen.

- Desværre er beslutningen nødvendig, og det er jeg glad for, at aftalepartierne støtter op om, siger han i pressemeddelelsen.

Ifølge erhvervsminister Simon Kollerup (S) fortsætter forhandlingerne om erstatning til minkavlerne.

- Det er ikke minkavlernes skyld, at corona smitter i netop deres branche. Det er en ubarmhjertig opgave, de løfter lige nu for folkesundhedens skyld. Derfor er jeg glad for, at der nu er vished om grundlaget for aflivningen af mink og udbetalingen af tempobonus.

- Forhandlingerne om erstatning fortsætter, og jeg håber, at vi snart kan få en aftale om fuldstændig erstatning til alle minkavlerne, siger han i pressemeddelelsen.

Aftalen er indgået af regeringen sammen med De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet.

- Minkavlerne fortjener rene linjer og ordentlige forhold. Nu har vi sikret rene linjer og forsøger stadig at forene regering og opposition i en løsning, der giver ordentlig erstatning og ordentlige forhold. Og vi følger selvfølgelig lovbrud til dørs, skriver De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, på Twitter.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) har under forløbet beklaget, at regeringen var uklar i sin kommunikation om den manglende lovhjemmel.

Men han og statsminister Mette Frederiksen (S) har fastholdt, at de ikke kendte til den manglende lovhjemmel, da ordren først blev udstedt.

Med aftalen er regeringen og de øvrige partier i rød blok enige om hurtigst muligt at vedtage lovhjemmel til at aflive minkene. Dermed kommer der også grundlag for at udbetale tempobonus til minkbranchen, hvis avlerne er hurtige til at slå deres dyr ned.

Hele blå blok forlod mandag aften forhandlingerne. Blå bloks største parti, Venstre, ville have en aftale om erstatning til minkavlerne på plads, før en aftale om lovhjemmel og tempobonus.

Fakta: Aftale gør det forbudt at holde mink frem til 2022

* Det bliver midlertidigt forbud at holde mink frem til 31. december 2021. I samme periode er det ikke muligt at transportere levende mink til og fra Danmark.

* Alle mink i besætninger skal aflives. Det gælder også dem, som ikke i forvejen er omfattet af restriktioner som følge af lov om hold af dyr.

* I tillæg til erstatningen for værdien af skindene og driftstabet udbetales en tempobonus på 30 kroner per mink til minkavlere, der har aflivet alle mink i besætningen senest den 19. november.

Herudover udbetales for minkavlere beliggende i Hjørring, Brønderslev, Frederikshavn, Thisted, Jammerbugt, Vesthimmerland og Læsø kommuner, som har aflivet alle mink i deres besætninger senest den 12. november, en yderligere bonus på 10 kroner per mink.

* Samlet venter regeringen, at avlerne vil få udbetalt i alt 420 millioner kroner i tempobonus.

* Der regnes med statslige udgifter til aflivning, herunder rengøring og desinficering, bortskaffelse af dyr, merarbejde, betaling for analyser med videre for i alt 875 millioner kroner - 575 millioner kroner i 2020 og 300 i 2021.

* Aftalen er en stemmeaftale. Det vil sige, at aftalepartierne er enige om at stemme for lovforslaget, når en høring er gennemført.

* Der er ikke indgået aftale om fuldstændig erstatning til minkavlerne. De forhandlinger fortsætter.

Kilde: Erhvervsministeriet.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:33

Emner: Myndighed

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]