
Tusindvis af aflivede mink bliver begravet på et militært øvelsesterræn tæt ved Holstebro. Hvordan det påvirker naturen, vil byrådet have klart svar på fra de nationale myndigheder. - Foto: Morten Stricker/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Kommune kræver klar besked om miljøeffekt af nedgravede mink
Som kommune er man nødt til at træde i karakter - især når borgerne er bekymrede for forurening. Det mener udvalgsformand i Holstebro, som nu forlanger klar besked om miljøkonsekvenser af nedgravede mink uden for byen. Indtil videre har lokalpolitikerne vundet én sejr.
Udgivet: 17/11/2020
Er vores drikkevand truet - og hvad med grundvandet? Hvilken betydning får de begravede mink for livet i søer og vandløb - nu og i fremtiden? Er det farligt - og i givet fald hvor farligt? Og hvorfor lige her?
Der er mange borgerspørgsmål til konsekvenserne af nedgravede mink på Jydske Dragonregiments øvelsesområde ved Holstebro. Og mange stiller deres spørgsmål til politikerne i byrådet. Det er forståeligt. Men på Holstebro Rådhus er spørgsmålene lige så mange, fremgår det af en pressemeddelelse fra Holstebro Kommune.
"Vi har fået mange henvendelser fra borgere, der er meget bekymrede for de miljømæssige konsekvenser ved nedgravningen af mink tæt på Boutrup sø og vandløb. Det har vi stor forståelse for, og sandheden er jo, at vi som kommune er koblet af," siger Karsten Filsø (SF), formand for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget.
Han refererer til den bekendtgørelse fra 5. november 2020, der giver staten ret til at nedgrave de mange tusinde mink, hvor Naturstyrelsen og Fødevarestyrelsen siger, det er forsvarligt.
Helt koblet af beslutningsprocessen er Holstebro Kommune dog ikke blevet. Indvendinger fra Holstebro har gjort, at afstanden mellem de nedgravede mink og en sø blev øget fra 60 til 300 meter.
Krav om viden om miljøkonsekvenser
Natur-, Miljø- og Klimaudvalget i Holstebro har drøftet sagen og har bedt forvaltningen arbejde videre med at få vurderingsgrundlaget for valget af område til nedgravning gjort kendt.
Dialog med den lokale miljømyndighed, i dette tilfælde kommunen, er vigtig
Efter nedgravningen er startet, har den statslige styrelse med ansvar for miljø; Miljøstyrelsen bedt om forvaltningens umiddelbare betragtninger omkring placeringen af nedgravningssted af mink i Holstebro Kommune. Da nedgravningen ligger uden for områder med drikkevandsinteresser, er det særligt den korte afstand på 60 meter til Boutrup Sø og flere vandløb, der bekymrer forvaltningen. Det har foreløbigt resulteret i en statslig udmelding om, at minkene ikke begraves tættere på Boutrup sø end 300 meter.
"I udvalget glæder vi os over, at vi har fået øget afstanden til sø og vandløb. Det viser, at dialog med den lokale miljømyndighed, i dette tilfælde kommunen, er vigtig, selv om det er statens opgave. Men det viser desværre også, at vi har god grund til at være bekymret, hvis den oprindelige beslutning om lokaliteten bliver truffet uden at have tilstrækkelige vurderinger på plads," siger Karsten Filsø.
Der er dog brug for mere dialog og viden om vurderingsgrundlaget. Derfor har Holstebro Kommune taget initiativ til en dialog med Miljøstyrelsen i fællesskab med Herning og Viborg kommuner, der også lægger arealer til to andre store minkgrave.
"Vi skal vide meget mere om, hvad Miljøstyrelsen vurderer risiciene er - både på kort og lang sigt - for vi vil ikke efterlades med en regning til en senere oprydning. Det er nok, at vi mister et helt erhverv og mange mennesker deres livsværk og levebrød," siger Karsten Filsø i pressemeddelelsen.
Udvalget ser allerhelst, at nedgravningen ikke er permanent, men midlertidig til der er ledig kapacitet i biogas- og forbrændingsanlæg.
"Det vil forventeligt give langt mere miljømæssig mening end det, der lagt op til for nuværende. Det vil også sikre, at for eksempel landbruget ikke pålægges begrænsninger i deres produktion som reelt har til formål at dæmme op for miljøpåvirkningen af de nedgravede mink," siger Karsten Filsø.
Natur-, Miljø- og Klimaudvalget vil følge sagen tæt og beder i første omgang miljøministeren og fødevareministeren lægge vurderingsgrundlaget frem og svare på en række spørgsmål vedrørende den miljømæssige side af sagen.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:33
Emner: Miljø, Holstebro Kommune







































