
Mette Thiesen (NB), medlem af byrådet i Hillerød Kommune og af Folketinget, stiller forslag om at straffe kommunerne økonomisk, hvis sager på social- og handicapområdet omstødes af Ankestyrelsen. (Arkiv) - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Forslag: Straf kommunerne for fejl i handicapsager
Nye Borgerlige foreslår, at kommunerne skal straffes økonomisk, hvis Ankestyrelsen finder fejl i sager på social- og handicapområdet.
Udgivet: 23/09/2020
“Det er fuldstændig grotesk, at der er så høje tal på det her område, og at der bliver begået så mange fejl. Vi kan tydeligt se, at der slet ikke er retssikkerhed for borgerne, fordi systemet ikke er skruet ordentligt sammen.”
Ordene er Nye Borgerliges medlem af byrådet i Hillerød og medlem af Folketinget, Mette Thiesen.
Hun siger til Hillerød Posten, at partiet har stillet beslutningsforslag i Folketinget om, at kommunerne skal opdrages til bedre sagsbehandling ved at betale kompensationer og dagbøder, hvis afgørelser truffet i sager inden for social- og handicapområdet vurderes som fejl af Ankestyrelsen.
“Vi kan se, at der sker helt utrolig mange fejl ude i kommunerne på handicapområdet. Det kalder på handling, og derfor foreslår vi, at hvis en kommune har givet en borger den forkerte hjælp, og Ankestyrelsen underkender kommunens beslutning, skal kommunen yde kompensation til den borger, som de har snydt for den rigtige behandling,” siger Mette Thiesen til Hillerød Posten.
I en anden del af forslaget skal kommunerne pålægges dagbøder, hvis sagsbehandlingstiden ikke overholdes.
Mette Thiesen antyder desuden, at der spekuleres i at få sager i Ankestyrelsen, fordi man ikke skal betale en ydelse, så længe sagen behandles:
“Vi kan lige nu se, hvad der mest af alt ligner, at der er nogle kommuner, der spekulerer i at spare penge på det her område ved at give den forkerte hjælp. Når de så bliver underkendt i Ankestyrelsen, så har kommunerne sparet pengene indtil da,” siger Mette Thiesen.
Forslaget kommer på baggrund af nye tal fra Ankestyrelsen, der viser, at 51 procent af sagerne på børnehandicapområdet og 46 procent på voksenområdet, der blev sendt til styrelsen i 2019, efterfølgende blev omgjort eller sendt tilbage til fornyet sagsbehandling.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32
Emner: Jura, Socialøkonomi, Handicap, Hillerød Kommune, Forvaltning







































