
Viborgs nye logo som UNESCO Creative City er tegnet af den lokale designer, Per Freundlich.
Viborg fejrer udnævnelse til UNESCO Creative City
Det kan betale sig at arbejde hårdt og strategisk for kommunens brand. Viborg har i tre årtier satset på animation og visuel formidling og således gjort byen til et kreativt knudepunkt ikke blot i Danmark, men også internationalt. Nu belønnes byen af UNESCO.
Udgivet: 18/09/2020
Lige siden slutningen af 1980'erne har Viborg Kommune satset markant på animation og visuel formidling, og tre årtiers strabadser bliver nu belønnet i form af udnævnelsen af Viborg til UNESCO Creative City i kategorien 'Media Arts'.
I dag 21. september finder den nationale markering af udnævnelsen sted med et stort symposium i Viborg, hvor repræsentanter fra bl.a. LEGO, DR, Grundfos, UNESCO, Epic Games og Dansk Industri deltager.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Viborg Kommune.
"Det er en hæder, som vi er meget stolte af. Den kommer efter mange års satsning på det visuelle område og med særligt fokus på børne- og ungekultur. Kreativiteten har været et strategisk fokusområde i mange år og er en vigtig del af hele kommunens DNA," siger Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek (V).
Kommunen har fået skabt et kreativt miljø på internationalt niveau, der bl.a. består af The Animation Workshop, som er en af Europas førende uddannelsesinstitutioner på animationsområdet, Viborg Animation Festival, erhvervsklyngen Arsenalet, stærk børnekultur og Media College Denmark.
En analyse udført af Business Region Aarhus i 2017 kortlagde, at den visuelle industri i Viborg Kommune på dette tidspunkt havde en samlet omsætning på 13,4 mio. euro fordelt på 181 virksomheder og 590 job.
Viborg kommer i selskab med Toronto, Tel Aviv, Austin og Lyon
Med sin nye titel får Viborg en vifte af nye udviklingsmuligheder og platforme. Det gælder bl.a. samarbejde med andre UNESCO Creative Cities, øget anerkendelse fra internationale aktører, bedre muligheder for funding samt øget mediesynlighed og lokalt og nationalt politisk fokus på den kreative sektor.
Viborg bliver UNESCOs eneste nordiske Creative City i kategorien Media Arts, som blot tæller 17 byer i hele verden - herunder Toronto, Tel Aviv, Austin, Dakar, Sapporo og Lyon. To andre byer blandt de 66 nyudnævnte byer tilhører også Media Arts-kategorien: Karlsruhe i Tyskland og Santiago de Cali i Colombia.
"Som kreativ by går Viborg forrest, når det drejer sig om at bruge animation og visuel formidling til at gøre FN's verdensmål vedkommende for borgerne og til at fremme deltagelse i uddannelses- og kulturliv, også blandt udsatte grupper", siger Elsebeth Gerner Nielsen, generalsekretær for Folkehøjskolernes Forening og formand for UNESCO's danske nationalkommission.
Hun mener at det er meget banebrydende, at Viborg bruger animation som inkluderende kommunikation og det er noget, som hele Danmark og andre lande kan lade sig inspirere af.
Viborg markerer som nævnt sin nye titel på mandag den 21. september, som samtidig er åbningsdagen for dette års udgave af Viborg Animation Festival.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31
Emner: Viborg Kommune







































