
Mobile testcentre for coronavirus, som dette fra Nordjylland, har fået smittetallene ned i både Silkeborg og Aarhus. (Arkiv) - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
To kommuner fik knækket corona-kurven: ‘Andre kan lære af os’
Fra at være i nationens kritiske søgelys med høje corona-smittetal er Aarhus og Silkeborg nu foregangskommuner i kunsten at mindske spredningen, som andre kan tage ved lære af.
Udgivet: 07/09/2020
Antallet af smittede danskere med coronavirus bliver nu i langt højere grad end tidligere målt inden for kommunegrænserne, og i øjeblikket er Aarhus og Silkeborg blandt de kommuner, som håndterer smitten bedst.
Det er man ikke kommet sovende til. For blot få uger siden så det slemt ud, for her var de østjyske kommuner blandt dem, hvor smitten bredte sig mest voldsomt. Så hvad har man gjort for at få bugt med corona-spredningen?
I Silkeborg Kommune siger kommunikationschef Hans Mogensen, at kommunens hurtige og målrettede reaktion var den største faktor, der fik udviklingen til at vende i positiv retning: I begyndelsen af august lød tallet på 50 smittede pr. 100.000 borgere - i dag er tallet 4.
Kommunen fik sendt et mobilt testcenter til et område, hvor smittespredningen var størst, og der blev sendt en sms til alle beboere i området.
“Dagen efter, vi fik tallene på, at der var et smitteudbrud på vej, fik vi placeret et mobilt testcenter, så man kunne blive testet ved et beboerhus lige uden for døren. Det har været en kæmpe succes. Folk stod i kø i tre-fire timer for at blive testet,” siger han til DR og giver rådet videre.
"Jeg vil anbefale andre at tage fat i dem, der har det lokale kendskab, så man kan få spredt informationen om, at der er meget smitte og minde om, at det er nu, det gælder," siger Hans Mogensen til DR.
Imponeret over Aarhus-tal
Samme fremgangsmåde gjorde man i Aarhus Kommune, hvor stadsdirektør Niels Højberg siger, at man straks tog kontakt til en somalisk forening, da corona ærligt her spredte sig hurtigt:
“Vi havde et meget tæt samarbejde med dem, der kunne nå de etniske grupper i byen, for eksempel boligforeningerne, men i høj grad også de etniske minoriteters egne foreninger. Jeg var i dialog med vores somaliske forening hver eneste dag i hele perioden for at snakke om, hvad vi kan gøre sammen for at stoppe smitten. De har løftet en kæmpe opgave med at nå familierne,” siger Niels Højberg til DR.
Antallet af smittede i Aarhus i begyndelsen af august var på alarmerende knap 100 ud af 100.000, mens det i dag er på omkring 20 smittede.
Lars Østergaard er ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital i Skejby og professor på Aarhus Universitet. Han siger til TV 2 Østjylland, at indsatsen har haft en imponerende effekt:
“Jeg er imponeret over, hvor godt man har klaret sig i Aarhus. Da jeg så, hvordan tallene steg for en måned siden, der så jeg scenarier for mig, som ikke var særlig rare, hvis man ikke lykkes med en indsats, men nu gik det jo godt,” siger Lars Østergaard til TV2 Østjylland.
Ifølge Ritzau er 17 kommuner søndag over myndighedernes bekymringsgrænse ved 20 smittede per 100.000 indbyggere. Her topper Vallensbæk, Brøndby og Albertslund med over 60 smittede per 100.000 indbyggere.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31
Emner: Genåbning, Aarhus Kommune, Silkeborg Kommune








































