
Borgmester Jan Petersen (S), Norddjurs Kommune, fortryder ikke beslutningen om, at Kattegatcentret skulle bevilges kommunale kroner til en udvidelse af centret. (Arkiv) - Foto: Bjarke Maccarthy/Ritzau Scanpix
Udvider turistmagnet og skærer på velfærden
I Norddjurs Kommune er en udvidelse af Kattegatcentret netop gået i gang - med millioner i støtte fra kommunen. Det har skabt heftig debat, men borgmesteren fortryder ikke beslutningen.
Udgivet: 10/08/2020
Det er altid et dilemma for landets byråd, når man med den ene hånd beslutter at bruge penge på noget, som nogle mener går ud over den nære velfærd. Også når det gælder en kommunes vigtigste turistattraktion.
Fredag var dagen, hvor borgmester Jan Petersen (S) i Norddjurs Kommune tog første spadestik i en udvidelse af Kattegatcentret i Grenå til i alt 53 millioner kroner, skriver Randers Amts Avis.
Norddjurs Kommune bidrager med 15 millioner kroner, og det er de penge, der siden beslutningen blev truffet i marts forrige år, har skabt bølgegang uden for bassinerne.
Byrådet var delt i beslutningen, hvor 20 stemte for og 7 var imod. Problemet var nemlig, at Norddjurs Kommune samtidig havde sat sig for at spare intet mindre end 392 millioner kroner over en fireårig periode på velfærden.
Kattegatcentrets direktør, Helle Hegelund, er ikke i tvivl om, at det var en rigtig beslutning - også til gavn for kommunens borgere:
“Der kommer til at være en stor samfundsøkonomisk gevinst i udvidelsen, der kommer til at give penge i kassen til den fremadrettede ældrepleje, så jeg mener helt klart, at det er pengene værd," siger Helle Hegelund til Randers Amts Avis.
Borgmester Jan Petersen fortryder heller ikke byrådets beslutning, selvom han indrømmer, at tidspunktet ikke var velvalgt i forhold til de store besparelser på kommunens kerneområder:
“Det var elendig timing, at en principiel ting skulle afgøres, samtidig med at økonomien var, som den var. Jeg kan sagtens se det tragikomiske i disponeringen, og fuldt ud forstå borgerne," siger han til Randers Amts Avis og fortsætter:
"Men vi bliver nødt til at bygge videre på vores fyrtårne, og hvis vi skal være en turistmagnet, skal vi kunne give en på opleveren og byde på andet end lækre strande og natur," siger Jan Petersen.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:30
Emner: Budget, Byggeri, Norddjurs Kommune










































