
Rådmand Brian Dybro (SF) i Odense Kommune efterlyser en mere flersidet indsats for at hjælpe borgere, der bor i udsatte boligområder. (Arkiv) - Foto: Odense Kommune
Rådmand: Hjælp hjemløse væk fra bandevold
I Odense ønsker rådmand, at regeringen i samarbejde med kommunerne får værktøjer til at hjælpe kommunens hjemløse, der er kommet i kløerne på kriminelle bander.
Udgivet: 10/08/2020
Hjemløse i gadebilledet er hverdag i de fleste store byer i landet, og udover at stå med sociale problemer i større eller mindre grad, er de også udsatte for pres fra bander.
Sommeren igennem er flere hjemløse således i Odenses bybillede blevet chikaneret og truet af kriminelle bander, skriver Fyens Stiftstidende.
De hjemløse er typisk kommet i dyb gæld til banderne, som vender tilbage med trusler om vold.
Derfor vil social- og beskæftigelsesrådmand Brian Dybro (SF) nu rette henvendelse til regeringen; Han foreslår, at der laves en ‘exitpakke til socialt udsatte vidner og ofre for bandekriminalitet’, skriver avisen.
“De bandekriminelle er totalt skruppelløse og svinske i deres metoder, og vi har et særligt ansvar overfor de socialt udsatte her i byen,” siger rådmanden til avisen.
Ifølge Brian Dybro findes der ikke nogen nemme løsninger på problemet, men han hæfter sig f.eks. ved, at kommunen, som reglerne er nu, ikke kan give en udsat borger en ny start på en tilværelse i en anden kommune.
“Som by skal vi altid været på de udsattes side, men som lovgivningen er nu, kan vi ikke hjælpe en borger, der ønsker at komme væk fra banderne til en ny bolig i en anden kommune. Vores eneste mulighed er faktisk et forsorgshjem, men der skal ofte mere til at starte et nyt liv et andet sted end en seng på et forsorgshjem," siger Brian Dybro til Fyens Stiftstidende.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:30
Emner: Socialøkonomi, Udsatte, Odense Kommune







































