Specialundervisning i Assens Kommune står over for besparelser de kommende år, da kommunen i forhold til andre har et merforbrug på området, viser revisionsgennemgang. (Arkiv)

Specialundervisning i Assens Kommune står over for besparelser de kommende år, da kommunen i forhold til andre har et merforbrug på området, viser revisionsgennemgang. (Arkiv) - Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Specialundervisning udsat for store besparelser

I dag tager byrådet i Assens Kommune stilling til forslag til besparelser over fire år på 13,6 mio. kr. til undervisning af børn med faglige udfordringer. Andre kommuner har også kig på mulige besparelser på specialundervisning.

Udgivet: 27/05/2020

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Kommunernes budgetter for 2021 er til diskussion i denne tid, når byrødderne skal beslutte, hvor der skal spares, og hvor der skal investeres.

I Assens besluttede byrådet i den seneste budgetaftale, at der i perioden 2020-2023 skal spares i alt 13,6 millioner kroner på området for specialundervisning.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

En gennemgang har vist, at kommunens udgifter til specialundervisning er højere end i andre kommuner i samme størrelse.

Helt konkret er der lige nu fire forslag på bordet om nye takster og loft over antal elever i specialundervisningen, som ifølge kommunen skal sikre besparelserne. Ifølge Fyens Stiftstidende drejer det sig om:

  • Slut med garantiordning:

    Special- og LKT-klasser (læring, kontakt og trivsel) på tre af kommunens skoler vil fremover kun få penge for det antal elever, der går i tilbuddene.

  • Færre penge pr. elev:

    Takstomlægning vil betyde, at skoler med LKT-klasser ikke længere modtager 243.000 kroner pr. elev årligt, men 227.000 kroner. Taksten for Helhedsafdelingen falder fra 239.449 kroner til 227.000 kroner pr. elev. Det skal give en årlig besparelse på 200.000 kroner i 2020 og 500.000 kroner i årene fremover.

  • Tre takster på specialskole:

    Der skal spares 1,5 mio. kroner årligt på Pilehaveskolen, som er kommunens specialskole. Eleverne skal visiteres til tre forskellige takster - eller spor - afhængigt af, hvor stort et behov for støtte, de har. Jo mere ressourcekrævende, eleven er, jo højere skal taksten være. Taksterne spænder fra 178.974 kroner til 375.845 kroner årligt.

  • Ny udligningspulje:

    Indførelse af en udligningspulje på specialområdet. Puljen kan for eksempel bruges til at finansiere specialtilbud til nytilflyttede elever, som distriktsskolen ellers skulle betale - men kun i et år.

Skoler: Vi har et særligt ansvar

I høringssvarene advarer skolerne om besparelserne og skriver, at de svageste elever skal have den hjælp, de har behov for.

"Vi har med børn at gøre. Det skal ikke være tilfældige økonomiske forhold, der afgør, om et barn får et specialtilbud eller ej, men en benhård fagligt funderet og dermed kvalificeret visitering," skriver Aarupskolen, som driver Helhedsafdelingen, et tilbud for børn med sociale vanskeligheder, for eksempel til politikerne.

Udvalgsformand for Uddannelse, Børn og Familie Mogens Mulle Johansen (SF), slår dog fast, at besparelsen på de 13,6 mio. kr. skal gennemføres:

"Vi ved reelt ikke, hvordan vores økonomi kommer til at se ud, for der mangler stadig en aftale mellem KL og regeringen. Lige nu har vi et merforbrug på 15 millioner kroner. Hvis vi fører det med ind i næste budgetår, og det bliver til 25-30 millioner kroner, så er over halvdelen af pengene allerede brugt," siger Mogens Mulle Johansen til Fyens Stiftstidende.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:28

Emner: Budget, Skole, Assens Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]