
Forsyningsselskabet Hofor skulle i den kommende uge have udledt 290.000 kubikmeter spildevand i Øresund, men udledningen bliver nu udskudt til efteråret. (Arkivfoto) - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Københavns Kommune udskyder udledning af spildevand i Øresund
Teknik- og miljøborgmester beder Hofor vente med at udlede 290.000 kubikmeter spildevand i Øresund.
Udgivet: 25/05/2020
290.000 kubikmeter spildevand skulle i den kommende uge udledes i Øresund. Men i sidste øjeblik har Københavns Kommune besluttet at udskyde udledningen.
Kommunen vil anmode forsyningsselskabet Hofor om at udskyde udledningen til efteråret. Det oplyser teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) i en pressemeddelelse.
Hofor har på forhånd meddelt kommunen, at det er muligt at udskyde udledningen, hvis kommunen beder om det.
Det er kommunens egen forvaltning, der har godkendt, at spildevandet må føres ud i Øresund. Kommunens politikere har ikke haft noget at gøre med beslutningen.
Ninna Hedeager Olsen siger, at udskydelsen giver politikerne arbejdsro.
- Nu bliver der tid til at finde ud af, om sagsbehandlingen har været korrekt, hvad miljøkonsekvenserne er af udledningen, og om der er alternative muligheder, siger hun.
Skal kende konsekvenserne
Ninna Hedeager Olsen understreger, at hun ikke vil kunne acceptere, hvis udledningen af spildevandet er en stor belastning for miljøet.
- Derfor er det meget vigtigt for mig at kende de miljømæssige konsekvenser af den her udledning, siger Ninna Hedeager Olsen.
290.000 kubikmeter spildevand svarer til knap 200 fyldte svømmehaller, og udsigten til udledningen har de seneste dage mødt hård kritik fra politikere og miljøorganisationer i både Danmark og Sverige.
Spildevandet skulle føres ud i havet, fordi hovedspildevandsåren, hvori spildevand fra Gentofte, København og Frederiksberg løber, bliver midlertidigt lukket.
Forvaltningen arbejder på en orientering om sagen. Den skal blandt andet belyse, om der er begået formelle fejl i sagen.
Mulighed for omgørelse
Derudover skal den vise, om Teknik- og Miljøudvalget har mulighed for at omgøre selve afgørelsen om at tillade udledningen. Den vil blive offentliggjort mandag, oplyser Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.
I forvaltningen har man, da man gav tilladelsen til udledningen, vurderet, at der ikke var nogle alternative tekniske løsninger for Hofor.
Hos Danmarks Naturfredningsforening mener præsident Maria Reumert Gjerding, at der er taget en ansvarlig beslutning med at udskyde udledningen.
Hun opfordrer kommunen og Hofor til nu at finde en løsning, så der slet ikke kommer beskidt vand ud i Øresund.
- Øresund er et fantastisk havområde, og så store mængder spildevand vil kunne føre til iltsvind, opblomstring af alger og fiskedød, som vi ser mange andre steder i Danmark. Derfor skal det bremses, siger Maria Reumert Gjerding.
OVERBLIK:
* Forsyningsselskabet Hofor havde fået tilladelse til at udlede 290.000 kubikmeter spildevand i Øresund.
* Det svarer til knap 200 fyldte svømmehaller med spildevand.
* Udledningen skulle finde sted over fem dage begyndende søndag 24. maj.
* Spildevandet skulle udledes fra to punkter ved henholdsvis Skovshoved, hvor et rør går halvanden kilometer ud i Øresund, og fra København, hvor et rør går fire kilometer ud i Øresund.
* Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning havde givet tilladelse til udledningen.
* Baggrunden for udledningen er, at området ved Svanemølleholmen i Nordhavn skal udbygges.
* Her skal der bygges boliger hen over en hovedspildevandsledning, som forbinder Strandvængets Pumpestation på Østerbro med Lynetten Rensningsanlæg på Refshaleøen.
* Denne hovedspildevandsledning fører spildevand fra både København, Frederiksberg og Gentofte Kommuner.
* Hovedledningen skulle lukkes midlertidigt, så det kan undersøges, om der kan bygges ovenpå.
* Lørdag 23. maj meddeler Hofor, at arbejdet med spildevandsudledningen vil blive udskudt 24 timer til mandag morgen.
* Søndag 24. maj oplyser teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) i en pressemeddelelse, at kommunen vil anmode Hofor om at udskyde udledningen til efteråret.
* Beslutningen kommer, efter at flere fagfolk og organisationer har udtrykt kritik af udledningen, som efter deres mening vil få negativ indvirkning på havmiljøet.
Kilder: TV2 Lorry, DR, Københavns Kommune, Ritzau.
/ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:28







































