
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), ved pressemøde om genåbning i Spejlsalen i Statsministeriet mandag den 6. april 2020. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
FOA: Sundhedsministeren er milevidt fra virkeligheden
Genåbningen af dagtilbud kræver et større fokus på rengøring end vi plejer. "Når sundhedsministeren taler om at rengøre legetøj to gange om dagen, er han milevidt fra virkeligheden." Siger Pia Heidi Nielsen, sektorformand i FOA. Hun efterlyser et ekstraordinært rengøringskorps her og nu.
Udgivet: 08/04/2020
Når Danmark åbner igen, begynder vi i dagtilbuddene og de små skoleklasser. Det var beskeden fra både stats- og sundhedsministeren, da de varslede den delvise genåbning af landet den 15. april.
"Det var et positivt budskab fra regeringen. Men jeg skal altså hilse og sige, at når sundhedsministeren taler om at rengøre legetøj to gange om dagen, så er han desværre milevidt fra virkeligheden rundt om i børnehaver og vuggestuer. Han skal være kisteglad, hvis det sker en enkelt gang om måneden," siger Pia Heidi Nielsen, sektorformand for Kost- og Servicesektoren i FOA.
De nye skærpede sundhedsmæssige retningslinjer for skoler og dagtilbud har fået FOA til at rejse krav om mere rengøring.
Kommuner og regioner bør i følge FOA sørge for ekstraordinær rengøring på de mange institutioner, som nu skal til at åbne. Det kræver, en form for udrykningshold lige op til åbningen, men på sigt mener FOA at der er behov for et korps som er uddannet i den rengøring, der afbryder smitteveje og forebygger infektioner, som det for eksempel også foregår på landets sygehuse.
Rengøring har været nedprioriteret af kommunerne
"Igennem de sidste mange år er rengøring blevet nedprioriteret. Kommunerne har været ramt af besparelser, og det har i den grad kunnet mærkes på rengøringen, hvor man for ofte har slået sig til tåls med at fjerne det skidt, der kan ses. Men det er ikke nok. Og slet ikke i den nuværende situation," siger Pia Heidi Nielsen.
FOA har derfor overfor børne- og undervisningsministeren stillet flere krav, som skal sikre sundhed og hygiejne samt dæmpe smittefaren væsentligt i de genåbne daginstitutioner og skoler.
Blandt andet skal det også sikres, at rengøringsmedarbejderne uddannes, så de har den nødvendige viden om hygiejnisk rengøring. Og alle daginstitutioner og skoler skal udarbejde en oversigt over de centrale risikopunkter, som skal rengøres/desinficeres med jævne mellemrum i løbet af dagen.
Ny organisering for aflevering og afhentning
FOA foreslår også en ny organisering af aflevering og afhentning af børnene. Det skal ske på en sådan måde, at der kommer færrest muligt ind på stuerne i institutionen, og der skal også hyppigt gøres rent i afhentnings- og afleveringsområderne.
"Vi håber meget, at en ekstra indsats på rengøringsfronten kan være med til at give en mere tryg og sikker genåbning af institutionerne, for både børn, forældre og ansatte," siger Pia Heidi Nielsen.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:27
Emner: Velfærd







































