Af de 315 spædbørn, som blev anbragt i 2012 og 2013, måtte hvert fjerde skifte anbringelsessted en eller flere gange, inden det nåede skolealderen. Det viser en særkørsel, som Danmarks Statistik har foretaget for Jyllands-Posten.

Mens næsten alle spædbørnene var anbragt i en plejefamilie som det første sted, måtte 82 af de 315 af de anbragte spædbørn – svarende til 26 procent – flytte anbringelsessted inden for fem år.

Tallene viser, at 19 af de anbragte spædbørn havde boet ved tre eller fire forskellige anbringelsessteder i løbet af de første fem år.

Det bekymrer ifølge Jyllands-Posten flere forskere, herunder Dion Sommer, som er professor i psykologi ved Aarhus Universitet.

- Barnet lærer, at det ikke giver mening at være tillidsfuldt og imødekommende over for nye voksne, fordi tanken hele tiden sidder i dem: "Hvornår er det slut her?".

- Så det er helt centralt, at der er kontinuitet i anbringelsen, siger han til Jyllands-Posten.

Der kan dog være gode grunde til at flytte anbragte børn til nye anbringelsessteder. For eksempel hvis plejefamilien er dårlig, understreger professoren.

Men det kan gøre skade, hvis barnet flyttes fra familier, som det har knyttet sig til, siger han til Jyllands-Posten.

Hos De Anbragtes Vilkår, som er en forening for nuværende og tidligere anbragte, er formand David Adrian Pedersen også bekymret.

- Det viser tydeligt, at der ikke bare er et quick-fix, at hvis vi bare anbringer børnene tidligere, så løser vi alle udfordringerne, siger han til Jyllands-Posten.

Kritik af Sverigsmodellen

Formanden for Plejefamiliernes Landsforening, Thomas Vorre kritiserer det nuværende system for anbringelser, den såkaldte Sverigesmodel.

Modellen er bygget op omkring en indsatstrappe, som har forskellige trin, der er inddelt efter indsats.

Den grundlæggende tilgang i modellen er, at udsatte børn har ret til at leve så tæt på et almindeligt hverdagsliv som muligt. Det betyder blandt andet, at tidlige, forbyggende indsatser og indsatser i barnets nærmiljø er i højsædet.

Thomas Vorre mener ikke, at man som mange kommuner gør skal bruge modellen, men i stedet kigge mere fleksibelt på, om der er stabile rammer, og det er der ikke nødvendigvis i en netværksplejefamilie, siger han.

Hvis man ser på indsatstrappen i modellen, er det nemlig oplagt at de første trin er billigere end de næste. Det vil eksempelvis være dyrere at anbringe et barn i en plejefamilie, mens den billigste anbringelse er en netværksplejefamilie.

Kommunen vil ifølge Thomas Vorre nogle gange mere motiveret for vælge en netværksplejefamilie, da det er den mindst indgribende og billigste form for anbringelse.

Han mener, at der er for meget fokus på økonomiske aspekt på kort sigt i stedet for barnets behov på langt sigt.

- Du skal gå ind og vurdere, om en familie er så langt ude, at moster simpelthen ikke kan passe barnet. Andet skift er, om det er en plejefamilie, der løsningen, siger han.

KL: Barnet kommer først, men man kan ikke altid undgå skift

Til Jylland Posten siger formanden for KL's socialudvalg, Thomas Adelskov, at hvis anbringelsen eksempelvis er akut, kommer barnet først i en midlertidig plejefamilie.

- Vi prøver at lave så godt et match mellem barn og familie som muligt. Men man kan ikke altid undgå skift, siger han.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) vil i en kommende reform blandt andet sikre flere bortadoptioner, og at plejefamilier er "bedre rustede", skriver Jyllands-Posten.