- Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kommunal whistleblower får dagbøder for læk til journalist

Bitten Vivi Jensen lækkede personlige data om sygemeldte for at bevise ulovlig sagsbehandling i Frederiksberg Kommune. Dommen er mild - retten idømmer ti dagbøder á 500 kroner.

Udgivet: 06/02/2020

Del artiklen:

Den tidligere sagsbehandler og ergoterapeut i Frederiksberg Kommune Bitten Vivi Jensen er blevet dømt for at have givet fortrolige oplysninger til journalist på Information.

Hun er kendt skyldig i brud på sin tavshedspligt i henhold til staffelovens paragraf 152 og slipper for fængsel, men skal betale ti dagbøder af 500 kr. ligesom hun skal betale sagens omkostninger.

Dommen falder godt tre år efter at Dagbladet Information bragte et interview Bitten Vivi Jensen.

Hun var tiltalt for "under særligt skærpende omstændigheder uberettiget at have videregivet fortrolige oplysninger" til journalist Ulrik Dahlin fra Information.

Læs også:
Whistleblower på jobcenter skal for retten

Retten: 'Der var ikke tale om særligt skærpende omstændigheder'

Retten afviser dog anklagerens påstand om, at der er tale om "særligt skærpende omstændigheder" og idømmer hende ti dagbøder à 500 kroner. Desuden skal hun betale sagens omkostninger, skriver Berlingske.

Bitten Vivi Jensens forsvar har i hele processen været, at hun er whistleblower, og hun handlede i offentlighedens interesse. Hun ville hjælpe de syge borgere, som blev sendt fra det ene ressourceforløb til det andet frem for at få tilkendt den førtidspension, borgerne havde krav på.

Sådan har Frederiksberg ret altså ikke set det.

Retten tilkendegav, at der ikke var tale om skærpende omstændigheder og derfor fik hun kun ti dagbøder, idet retten retten mente, at Bitten Vivi Jensen brød sin tavshedspligt for at skabe offentlig debat. En debat, man må sige, er lykkedes Bitten Vivi Jensen at skabe.

Endelig mente retten ikke, at Bitten Vivi Jensen har bevist, at der foregik ulovlig sagsbehandling i Frederiksberg Kommune.

Offentligt ansattes meddelelsespligt

Bitten Vivi Jensens forsvarsadvokat, Mads Pramming, har i følge Berlingske talt om offentligt ansattes meddelelsespligt, når de opdager, at noget er helt galt. Om vigtigheden af man har whistleblowere for at sikre en slags kontrol med myndighederne.

"Hvis det var dig, der blev fanget i kommunens maskine, ville du så ikke ønske, at nogen slog alarm?", spurgte han ifølge Berlingske, da han procederede, men det var altså ikke nok til en frifindelse.

Reaktionerne på dommen kunne onsdag følges på facebookgruppen 'Jobcenterets ofre'. Her skrev administratoren Kim Madsen bl.a:

"Retten på Frederiksberg har idag straffet Bitten - og hele samfundet. Det er ikke tilladt at whistleblowe oplysninger som kan redde liv. ... I dag er alle borgere blevet straffet ... Hvem tør i fremtiden stå frem og fortælle sandheden om ulovlig og umenneskelig sagsbehandling i kommunerne - hvis man risikerer straf ? Jeg er bekymret for fremtiden."

Ville skabe offentlig debat

Bitten Vivi Jensen videregav oplysninger, som hun havde fra sin tidligere ansættelse i Frederiksberg Kommunes rehabiliteringsteam. Hun tog personoplysninger og/eller sagsakter om 90 borgere med hjem.

- Jeg mener, at det, jeg laver, har en samfundsmæssig interesse. Der bliver spildt en masse penge på alle mulige nyttesløse projekter og arbejdsprøvninger, som bare gør folk syge, sagde hun i sidste uge til Ritzau.

I en artikel i Information i april 2017 kritiserede Bitten Vivi Jensen i kraftige vendinger den måde, kommunen behandlede borgere, som søgte om førtidspension.

- Jeg har bare set nok af mennesker, som bliver ødelagt af det system, det såkaldte velfærdssamfund, som skulle holde hånden over dem, siger hun.

Artiklen bragte også et anonymiseret eksempel om en borger. Frederiksberg Kommune afviste ifølge Information kritikken og meldte hende til politiet.

- Vi mener at kunne påvise, at der i denne artikel er personhenførbare oplysninger, som kun kan komme til Ulrik Dahlins kendskab ved, at der er givet samtykke i sagen, eller at oplysningerne uretmæssigt er videregivet, har arbejdsmarkedschef i Frederiksberg Kommune Johnny Madsen tidligere udtalt til fagbladet Journalisten.

Rådmand vil have forvaltningen undersøgt af eksterne konsulenter

Sideløbende med at sagen mod Bitten Vivi Jensen har kørt i retsvæsnet, så har der været den ene skandale efter den anden i Frederiksberg Kommune. Først blev direktøren for børne- og ungeforvaltningen fyret, angiveligt pga. dårlig sagsbehandling.

Siden har kommunen iværksat en intern undersøgelse af sagsbehandlinigen i netop den forvaltning, som Bitten Vivi Jensen anklager for ulovlig sagsbehandling, nemlig Arbejdsmarkedsforvaltningen.

Rådmand for området, Lone Loklindt (R), har overfor Berlingske tilkendegivet, at den interne undersøgelse er tilstrækkelig. Hun vil have sin egen forvaltning undersøgt eksternt, så kommunens embedsmænd ikke skal undersøge sig selv

Sagen om Bitten Vivi Jensen er dog ikke slut med onsdagens dom i Retten på Frederiksberg.

- Jeg anker dommen. Selvfølgelig gør jeg det, siger Bitten Vivi Jensen til Berlingske.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:25

Temaer: Beskæftigelsesindsats

Emner: Afgørelser, Jura, Whistleblower

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]