Kritikken af kommunerne har været massiv fra handicaporganisationer, folketingspolitikere og regeringen, efter at debatten om kommunernes brug af private konsulenthuse til vurdering af borgere, indsats, kvalitet og pris på det specialiserede område.

Det er en kritik, kommunerne må have taget alvorlig, for fredag 13. december modtog kommunerne ifølge et dokument, som NB-Nyt er i besiddelse af, en mail fra KL, der var udsendt til samtlige kommuner, hvor KL kort fortalt krævede en redegørelse for brug af denne type konsulenter henover weekenden med afleveringsfrist mandag kl 12.

Tirsdag kunne man så læse i Altinget, at Kommunernes Landsforening stod bag brugen af eksterne konsulenter. Her sagde afdelingschef for KL’s økonomiske sekretariat Claus Ørum Mogensen bl.a.

"Det kan være fornuftigt, at man bruger ekstern ekspertise, som kan have et bredere overblik over, hvad man kan få andre steder for den samme pris, og at man så går ind i en snak om pris og kvalitet.”

Kommunernes Landsforening afviser altså kritikken. Her mener man i følge Altinget, at det kan være en god ide at trække eksterne konsulenter ind i de enkelte borgersager for at vurdere, om der er mulighed for at ’forhandle’ en lavere takst med et botilbud eller at tilbyde borgeren en anden og billigere indsats.

Claus Ørum Mogensen mener heller ikke, at der er noget som helst problem i, at en del kommuner aflønner konsulenter med udgangspunkt i et princip om no-cure-no-pay og med en andel af de besparelser, de hjælper kommunen med at finde frem til i de enkelte sager.

”Det kan være en fair nok måde at aflønne konsulenter på for at give dem et incitament til at gøre sig ekstra umage til at finde ud af, om der kan være ting, man kan forhandle,” siger Claus Ørum Mogensen.

Prisreducering føre ikke altid til servicereduktion for den handicappede borger

Fra kilder på det kommunale handicapområde erfarer NB-Nyt, at det ikke er usædvanligt, at borgerne på det specialiserede område over en periode kan bliver bedre, men at bo-tilbudene ikke altid når at få meldt tilbage til kommunen om, at borgeren er blevet bedre.

Når borgeren bliver bedre, giver det sig udslag i, at de ikke har behov for den samme hjælp i form af ydelser eller hænder, som de havde, da de blev vurderet sidste gang.

Logikken vil tilsige at, hvis kommunen på den baggrund reducerer i prisen, så den matcher den hjælp, der faktisk er behov for, så vil borgeren opleve et servicefald.

Men det skulle ikke altid være tilfældet. Borgere med behov for f.eks. døgndækning vil typisk få de samme ydelser henover døgnet uagtet prisen.

Det handler bl.a. om, at hvis deres oprindelige behov for en en-en eller to-en hjælp i en række situationer er reduceret, så vil ydelserne være de samme, men behovet for eksempelvis hjælp af antal hænder være reduceret til et mindre niveau, hvilket alt andet lige har indflydelse på taksten/prisen.

En del kilder peger på, at der godt kan være en tendens til at kommunernes myndighedsafdelinger mest hører de social botilbud, når borgerne bliver dårligere.