
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) kalder sag om muligt svindel mod Forsvarets Ejendomsstyrelse "meget alvorlig". (Arkivfoto) - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
To medarbejdere er anholdt for svindel i Forsvaret
To ansatte i Forsvarets Ejendomsstyrelse er anholdt for svindel. Det minder om Britta-sagen, mener professor.
Udgivet: 06/12/2019
To ansatte i Forsvarets Ejendomsstyrelse er politianmeldt, efter Rigsrevisionen i en undersøgelse har afsløret, hvordan medarbejdere i årevis har kunnet bestille varer og tjenesteydelser uden andres indblanding.
Det skriver Altinget og Politiken. De to ansatte er blevet anholdt.
En undersøgelse fra Rigsrevisionen har afsløret, at medarbejdere kunne gennemføre fiktive indkøb på vegne af Forsvarets Ejendomsstyrelse.
Styrelsen er med et budget på knap to milliarder kroner ansvarlig for alle Forsvarets bygge- og anlægsprojekter samt driften af alle Forsvarets bygninger.
Det er på baggrund af Rigsrevisionens undersøgelse, at de to ansatte er blevet politianmeldt for svindel.
Ifølge Ritzaus oplysninger er der foretaget ransagninger i sagen.
Har udnyttet huller i systemet
De to anholdte er mistænkt for at have benyttet hullerne i systemet, skriver Altinget og Politiken.
Det bekræfter forsvarsminister Trine Bramsen (S).
- Jeg ser på det med meget stor alvor. Det må ikke ske, og jeg sad og måbede, da jeg læste kritikken fra Rigsrevisionen. Det må ikke forekomme, og derfor vil jeg slå benhårdt ned på det, siger hun til Ritzau.
- Jeg har allerede sendt et rejsehold afsted til styrelsen, som kommer til at kulegrave sagen og se efter, hvem der har ansvaret. Der er et forløb hos politiet, og det ser jeg frem til, tilføjer hun.
Brud på regnskabsregler i 75 procent af indkøbene
Rigsrevisionen har undersøgt en lang række indkøb foretaget af medarbejdere i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
Her er der fundet brud på almindelige regnskabsregler i 75 procent af indkøbene.
Foruden den manglende kontrol af bestilling, levering og betaling, så er der også blevet betalt for varer og tjenesteydelser, som ikke er blevet leveret.
Desuden er mere end 80 procent af de fejlbehæftede indløb blevet bestilt og betalt i december og først leveret året efter.
Professor: Det ligner lidt Britta Nielsen-sagen
Det tyder på, at sagen er "forholdsvis alvorlig", selv om det endnu ikke vides, hvor meget der potentielt er blevet svindlet for.
Det vurderer Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.
- Man har kun taget nogle stikprøver i et enkelt år, og det kan jo gå mange år tilbage. Og så kan det vise sig, at det er meget mere omfattende, end vi tror, siger han.
Ifølge Per Nikolaj Bukh er det svært at gardere sig mod svindel, fordi der næsten "altid er mulighed for at omgå reglerne".
- Man kan ikke undlade af få fokus på Britta Nielsen-sagen, som jo også er kendetegnet ved, at en enkeltperson begår svig og forsøger at berige sig selv, siger han.
Systemet virker men enkeltpersoner kan være skruppelløse
Efter sagen om Britta Nielsens svindel i Socialstyrelsen satte Forsvarsministeriet ifølge DR Nyheder gang i en intern undersøgelse.
Den konkluderede, at kontrolsystemerne i ministeriets afdelinger ville sikre, at "en tilsvarende svindelsag vil blive opdaget".
Ifølge Per Nikolaj Bukh kan det godt have været den rette konklusion, da sagen i Forsvarets Ejendomsstyrelse er "en anden type svindel, der ikke har været undersøgt på samme måde".
Trods Britta-sagen, sagen om svindel med udbytteskat og nu sagen i Forsvarets Ejendomsstyrelse opfordrer professoren til at slå koldt vand i blodet.
- Jeg tror ikke, at vi som borgere skal gå i panik og tro, at det sejler i den offentlige sektor. Det gør det altså ikke. Der er generelt rigtig godt styr på det.
- Men det udelukker ikke, at der er enkeltpersoner, som skruppelløst forsøger at berige sig selv, siger han.
jornns /ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:24







































