
Kommunerne må finde størstedelen af pengene til stigende sundhedsudgifter på andre velfærdsområder. KL-formand kalder situationen uholdbar.(Arkivfoto) - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Stigende sundhedsudgifter udhuler kommunal velfærd
Sundhedsudgifterne er steget markant i både kommuner og regioner siden 2007, men kommunernes samlede økonomiske ramme er ikke fulgt med, viser ny opgørelse.
Udgivet: 26/11/2019
Kommunernes udgifter til sundhed er steget de seneste år, men pengene skal i høj grad findes på de øvrige kommunale områder.
Det skriver KL's nyhedsbrev, Momentum.
En ny Momentum-analyse viser, at kommunernes årlige udgifter til sundhed er steget fra 39,8 milliarder kroner i 2007 til 44,1 milliarder kroner i 2018, hvilket er en stigning på 10,7 procent.
Ser man på kommunernes samlede økonomi, så har den dog stået stort set stille i den samme årrække, da de kommunale nettodriftsudgifter blot er steget med 0,3 procent.
Det har betydning for de øvrige kommunale velfærdsområder, som daginstitutioner, skoler og fritidsfaciliteter, når kommunerne skal betale en større sundhedsregning med den samme pose penge.
Det forklarer Jakob Kjellberg, sundhedsøkonom og professor ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
"Opgaverne på sundhedsområdet i kommunerne stiger, især fordi der er en demografisk forandring, som sætter pres på sundhedstilbuddene, og samtidig forpligter man sig i en række aftaler på, at man kan og skal mere. Men fordi der samlet set ikke er kommet ret mange flere penge til kommunerne, så bliver vækst i kommunale sundhedsudgifter til en intern kamp, hvor det er lokalpolitikerne, der skal finde penge til stigende sundhedsudgifter på de andre kommunale områder," siger Jakob Kjellberg til Momentum.
Området fylder markant mere i budgettet
En af de kommuner, der har oplevet, at sundhedsområdet fylder markant mere på budgettet end for få år siden, er Greve. Her oplever borgmester Pernille Beckmann (V), at det er en stigende udfordring at finde pengene til de mange sundhedsopgaver.
"Vi er en af de kommuner, hvor den ældre del af befolkningen vokser allermest. Det giver et kæmpe pres, som vi mærker allerede nu og kommer til at mærke mere i fremtiden. Det giver f.eks. et større behov for sygepleje, når borgerne kommer dårligere hjem fra sygehuse end tidligere. Vi oplever samtidig, at der er uafklarede grænseflader op imod regionen i forhold til, hvem der skal løse de forskellige opgaver," siger Pernille Beckmann.
KL: Flere sundhedsopgaver koster rigtig mange penge
I KL er formand Jacob Bundsgaard (S) heller ikke i tvivl om, at man på Christiansborg er nødt til at anerkende, at flere sundhedsopgaver ikke kun koster rigtig mange penge på sygehusene, men at det også gælder i kommunerne.
Og hvis man skal forbedre oplevelsen for borgerne og styrke det nære sundhedsvæsen, så skal man også gøre det på en måde, så kommunerne ikke tvinges til at udhule den øvrige velfærd.
"Vi er i fuld gang med at udvikle området i kommunerne med blandt andet flere medarbejdere, sundhedshuse og forebyggelsestilbud, men det nære sundhedsvæsen er langt fra gratis og må ikke blive en stopklods for den øvrige kommunale velfærd. Med et stigende antal ældre og kronikere og flere sundhedsopgaver, der ender hos kommunerne, er der i høj grad brug for, at vi får en sundhedsreform, der sikrer en holdbar finansiering og sikrer ordnede faglige rammer for sundhedsområdet uden for sygehusene," siger Jacob Bundsgaard.
Læs hele Momentums analyse via linket her.Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:24
Emner: Budget, Forebyggelse, Pleje, Rehabilitering, Socialøkonomi, Velfærd










































