
Samtlige medarbejdere i Hillerød Kommune får som de første i landet mulighed for en times bevægelse i arbejdstiden fra næste år. (Arkivfoto) - Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix
Hillerød indfører motion i arbejdstiden på alle kommunale arbejdspladser
Senest 1. januar 2020 får alle kommunale arbejdspladser i Hillerød Kommune tilbudt mulighed for en times ugentlig motion i arbejdstiden.
Udgivet: 13/11/2019
De kommende år er det ikke kun arbejdsopgaver, der giver medarbejderne i Hillerød Kommune sved på panden.
Kommunen har nemlig som den første i landet indført en mulighed for medarbejdermotion til samtlige 5.550 ansatte på kommunens arbejdspladser.
Indsatsen er startet som en ide udsprunget fra kommunens egen idrætskonsulent, der blev inspireret af kommunens arbejde med Bevæg dig for livet-aftalen. En aftale, som Hillerød Kommune i januar indgik med idrætsorganisationerne DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) om, at 4.000 flere borgere i kommunen skal være aktive inden 2023.
"Det er nogle gange noget lettere at sætte mål for andre end at handle tilsvarende selv. Men det øger selvfølgelig troværdigheden, hvis vi selv rejser os og går forrest eller - hvad der er lige så godt - går med. Det er fint med os, hvis nogle motiverer det med bundlinjer og produktivitet, vi gør bare ikke." siger Erik Nygreen, kommunaldirektør i Hillerød Kommune.
Motion på dagsordenen til næste år
Med indgangen til 2020 skal alle ledere på kommunens arbejdspladser have sat tiltaget på dagsordenen og involveret medarbejderne i, hvordan man bedst kan gøre plads til motion på den enkelte arbejdsplads.
"Det er op til alle vores fantastiske ledere og medarbejdere at finde løsninger, der passer til netop deres arbejdsplads og dagligdag. De kan vælge at fordele tiden ud på alle ugens arbejdsdage eller vælge at samle tiden til et længere motionspas. Hos os søger vi veje til at handle konkret på vores værdier om tillid, interesse, tid og omsorg, og det her initiativ handler dybest set om at fremme arbejdsglæden gennem fysisk velvære og anderledes fællesskab med hinanden. Der er tale om et frivilligt tilbud til alle medarbejdere, med en hensigt om, at det bedst udfolder sig i fællesskaber," siger Erik Nygreen.
Håber initiativet breder sig decentralt
Kommunaldirektøren håber, at rigtigt mange medarbejdere både centralt på kommunens rådhus men også decentralt på institutioner, skoler, plejehjem, sundhedscenter, biblioteker m.fl. tager initiativet til sig.
"I vores grundforståelse har vi altid haft som to vigtige trædesten, at det er os selv som kompetente mennesker, der gør den største forskel for udviklingen af kommunens kvalitet, og at vores rene og skære arbejdsglæde er selve forudsætningen for den gode kvalitet og borgernes tilfredshed. Råstoffet er hverken systemet eller bundlinjen, men os selv. At give mulighed for at skabe nogle vaner i arbejdstiden, hvor vi bevæger os sammen, understøtter på den måde både sundhed, trivsel og sammenhold og i sidste ende godt kollegaskab. Vi har et medansvar for hinanden, og det tager vi," siger Erik Nygreen.
Om Bevæg dig for livet:
Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. Det er visionen i Bevæg dig for livet, der er Danmarkshistoriens største idrætspartnerskab mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund, TrygFonden og Nordea-fonden, og involverer hele Danmark.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:24







































