
Besparelser på skole- og fritidsområde i mange kommuner kommer, selvom regeringen og kommunerne lovede uændret velfærd, da de indgik aftalen om kommunernes økonomi, skriver Fagbladet Børn&Unge. (Arkivfoto) - Foto: Richard Sylvestersen / Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix
Fagforbund: Kommuner sparer massivt på de store børn
48 kommuner sparer eller har planer om at spare på de store børn og unge. Det rammer mange børn og unge, der mistrives, advarer BUPL.
Udgivet: 23/10/2019
Halvdelen af landets 98 kommuner har planer om eller har besluttet at skære i det i forvejen blødende skole- og fritidsområde.
Det viser fagforbundet BUPL's kortlægning af de kommunale budgetter for 2020.
Besparelserne kommer, selvom regeringen og kommunerne lovede uændret velfærd, da de indgik aftalen om kommunernes økonomi, skriver Fagbladet Børn&Unge.
En af de blodrøde kommuner, der netop har indgået forlig, er Kolding . Her skal spares cirka 27 millioner kroner på hele børne- og skoleområdet. Det kan betyde, at prisen for en SFO-plads stiger med 170 kroner om måneden. Besparelsen er uundgåelig, da kommunens økonomi hænger i en tynd tråd. Men det gør ondt at tage fra børn, unge og pædagoger, siger Kristina Jørgensen (DF), formand for børne- og uddannelsesudvalget i Kolding kommune.
"Pædagoger gør et helt afgørende stykke arbejde, så det er virkelig ikke med min gode vilje, at vi skal spare på det her område. Det er ikke den gode løsning, det er overlevelse," siger hun til Børn&Unge.
Besparelser harmonerer ikke med regeringens ambitioner
Ifølge Lars Søgaard Jensen, medlem af BUPL's forretningsudvalg, harmonerer kommunernes besparelser slet ikke med regeringens ambitioner om at gøre op med den stigende mistrivsel blandt børn og unge. Det er et stort skridt i den forkerte retning, mener han.
"Det er 10. år i træk, at der spares på skole- og fritidsområdet, så normeringerne er gradvist blevet værre, og det kan mærkes. Pædagogerne har ikke tid til de børn og unge, som har brug for dem. Det er virkelig bekymrende for trivslen," siger han og henviser til, at knap halvdelen af pædagogerne i skolen og i fritidinstitutionerne siger, at de ikke længere har tid til at tage sig af konflikter eller sociale problemer. Det viser BUPL’s seneste vilkårsundersøgelse.
BUPL's kortlægning af de kommunale budgetter opdateres i takt med, at der i kommunerne fremlægges forslag, forhandles og indgås forlig. 5. november 2019 skal alle budgetter være vedtaget.
Se BUPL's kortlægning over kommunernes budgetter for 2020 her.Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:23
Emner: Budget, Daginstitution, Skole













































