Èt spørgsmål stod tilbage, da Socialministeriet sidste år offentliggjorde en rapport, der viste, at trivslen for anbragte børn i døgninstitutioner og opholdssteder er væsentlig dårligere end for anbragte børn i plejefamilier:

Hvorfor?

Spørgsmålet har Ankestyrelsen forsøgt at besvare i en ny rapport, der udkommer i dag. Det skriver Kristeligt Dagblad.

På baggrund af en spørgeskemaundersøgelse og en række interviews med anbragte børn og unge i alderen 11 til 17 år og anbringelsesstedernes personale, præsenterer de en række anbefalinger, der skal øge trivslen for børnene på anbringelsesstederne.

Anbefalingerne, noterer Ankestyrelsen, bør ”opholdssteder og døgninstitutioner med fordel være opmærksomme på”, men måske er det ikke alene de enkelte institutioner, der skal spidse ører. For blandt de 13 anbefalinger er der særligt én, som eksperter og en tidligere anbragt, som Kristeligt Dagblad har talt med, mener henvender sig til samfundet generelt. Flere af børnene oplever nemlig, at det er skamfuldt at være anbragt.

I undersøgelsen beskriver en anbragt 17-årig kvinde eksempelvis, hvordan hun ikke ville sige til personalet, at hun skulle hjem til sin kæreste, da det ville indebære, at opholdsstedet ville ringe til kærestens forældre.

”Jeg var bange for at blive stemplet,” siger hun og uddyber:

”Jeg kan huske, at jeg blev ved med at lyve, og så blev jeg efterlyst, fordi jeg ikke havde lyst til, at de skulle ringe.”

Den unge kvindes oplevelse er ikke usædvanlig. I hvert fald ikke ifølge sociolog Anne-Kirstine Mølholt, adjunkt ved institut for sociologi og socialt arbejde på Aalborg Universitet. Hun har skrevet en ph.d. om emnet, og hun beskriver, at anbragte generelt oplever, at det er et tabu at være anbragt.

”Det interessante er dog, at tabuet ofte forstærkes af eller kommer fra omgivelserne. De fleste anbragte børn og unge ved godt, at anbringelsen i sig selv er nødvendig, men de oplever, at omgivelserne har svært ved at forstå, hvad det vil sige at være anbragt på eksempelvis en døgninstitution,” siger hun og kommer med et par eksempler:

”En af mine interviewpersoner oplevede fordomme, hvor klassekammerater eksempelvis troede, at der var tremmer for hendes vindue.”

”En anden fortalte mig, at hun konsekvent fik to reaktioner, når hun sagde, at hun havde været anbragt. Enten fik hun et medlidenheds­blik, eller også tog personen afstand, fordi vedkommende ikke kunne håndtere informationen. Derfor blev det implicit skamfuldt – for hun undgik fremadrettet at fortælle, at hun var anbragt.”