- Foto: Lene Esthave / Ritzau Scanpix

300 ton olieforurening fundet på Himmark Strand

Region Syddanmark bekræfter massiv olieforurening på strand, hvor Danfoss i 50'erne deponerede affald.

Udgivet: 11/10/2019

Del artiklen:

En gammel losseplads ved Himmark Strand på Nordals har sat endnu dybere spor i miljøet, end først antaget. En undersøgelse af den nordalsiske strand viser, at der er omkring 300 ton olieforurening.

Det er noget mere, end antaget, fortæller Kristian Dragsbæk Raun, civilingeniør og projektleder på Himmer Strand-forureningen ved Region Syddanmark.

- Vi vidste godt, at der var forurening i området, men vi havde regnet med, at der var under 100 ton, siger han.

Undersøgelser på cirka 40.000 m2

Olieforureningen er estimeret på baggrund af cirka 250 jordprøver og 65 vandprøver. De er foretaget på et areal på cirka 40.000 kvadratmeter.

Kristian Dragsbæk Raun kalder mængden af olie "problematisk".

- Jo mere forurening, der er derude, jo mere vil det formentlig også påvirke havet, som ligger lige ved siden af, uddyber han.

I september afslørede en undersøgelse, at Danfoss' dumping af affald i 1950'erne og 1960'erne har haft større konsekvenser end hidtil antaget.

Stikprøver viste, at der i vandet ud for stranden blev fundet store mængder af det kræftfremkaldende stof vinylklorid.

Læs også: Opydning efter giftforurening bliver dyrt for Region Syddanmark

Fundet resulterede i, at der blev indført et badeforbud på stranden. Desuden blev det også frarådet at fiske i området.

'Det har nok været værre'

Ifølge regionens projektleder er forureningen formentlig mindre nu, end den var tidligere.

- Min umiddelbare vurdering er, at det nok har været værre. På det tidspunkt har der været en kraftigere forurening, end i dag.

- Derfor tænker jeg, at det er oplagt, at der har været en større udstrømning til havet den gang, siger Kristian Dragsbæk Raun.

Estimatet er dog behæftet med stor usikkerhed. Næste skridt for Region Syddanmark er derfor at forfine resultatet med flere undersøgelser.

Det er dog vigtigt at påpege, at det altid er behæftet med stor usikkerhed, når man skal beregne totalmængder ud fra prøveboringer, siger han.

Danfoss' affald blev læsset af med myndighedernes tilladelse. Det bestod blandt andet af oliestoffer og klorerede opløsningsmidler.

Læs også: OVERBLIK: Ti store forureninger venter på oprydning

jornns /ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:23

Emner: Myndighed

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]