
Den offentlige sektor trænger til nogle helt konkrete eksperimenter, hvor man også kan fejle, mener direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev. - Foto: Sofie Mathiassen / BM / Ritzau Scanpix
Direktør efterlyser eksperimenter i den offentlige sektor
De offentligt ansatte skal have mere indflydelse på deres arbejdsliv, mener Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev. Han vil have flere eksperimenter og mindre topstyring i den offentlige sektor.
Udgivet: 21/07/2019
Der er brug for at eksperimentere med nye arbejdsformer i den offentlige sektor. Medarbejderne skal involveres langt mere end i dag, og det skal være acceptabelt at begå fejl.
Eksperimenter, der gør op med topstyring, er vejen til større arbejdsglæde og øget effektivitet, mener Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev. Det skriver A4 Nu.
– Den offentlige sektor trænger til nogle helt konkrete eksperimenter, hvor man også kan fejle. I Holland gav man sygeplejersker lov til selv at organisere deres arbejdstid, og både effektiviteten og arbejdsglæden steg, og det blev meget billigere. Vi er nødt til at genetablere noget af den tillid, som drev den offentlige sektor oprindeligt. Det vil sige det kald, som drev mennesker ind i den sektor. Sygeplejerskernes indædte kald for at hjælpe andre mennesker. Skolelærenes kald for at formidle, siger Rane Willerslev A4 Nu.
Netværk for topchefer vil tage fat på diskussionen om fremtidens velfærd
Han er en del af et nyetableret netværk for topchefer i den offentlige sektor, som nu tager fat på diskussionen om fremtidens velfærd.
– Danskerne venter på en velfærdsvision, der handler om, hvordan man få et bedre liv og ikke kun om, hvordan man kan skære ned på velfærdsydelser. Det er ikke bare et spørgsmål om at give flere penge til sygehuse og tage fra nogle andre. Det handler om arbejdsformen og den måde, vi forvalter den offentlige sektor på. Man må simpelthen begynde at lave nogle eksperimenter i stedet for den der hierakiske, topstyrede, timeregnsskabs-djøforienterede måde, erklærer museumsdirektøren.
Spørgsmål: Det er sådan, du ser den offentlige sektor pt.?
– Ja, det må jeg sige.
Rane Willerslev håber, at han kan få cheferne i netværket med på, at de hver især forpligter sig til at sætte eksperimenter i gang på deres arbejdspladser. Og at cheferne hjælper og rådgiver hinanden undervejs.
– Vi har alle magten til det, og den offentlige sektor har brug for den slags eksperimenter, siger Rane Willerslev til A4 Nu.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:22
Emner: Innovation, Styring







































