
Jens-Henrik Kirk (K) og Jørgen Hammer Sørensen (DF) står til at afsat som udvalgsformænd i næste uge, efter at V-borgmester Mogens Jespersen (th.) har mistet tilliden til sine hidtidige konstitueringspartnere. - Foto: Mariagerfjord Kommune; Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Efter uenighed om akut spareplan: Venstre-borgmester vil fyre to udvalgsformænd
V i Mariagerfjord Kommune vil afbryde samarbejdet med tre konstitueringspartier efter tillidsbrud. 'Lovligt, men meget uordentligt', siger K-formand, der ligesom DF'er står til at miste udvalgsformandspost.
Udgivet: 30/11/2023
Det politiske samarbejde i Mariagerfjord Kommune slår alvorlige revner, efter at Venstre og borgmester Mogens Jespersen (V) har meddelt de tre konstitueringspartnere i Konservative, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, at tilliden er væk.
På udvalgsmøderne i næste uge har Venstre anmodet om, at Jørgen Hammer Sørensen (DF) og Jens-Henrik Kirk (K) skal afsættes som formænd for henholdsvis Udvalget for Teknik og Miljø samt Udvalget for Kultur og Fritid.
”I et samarbejde skal der være plads til forskellighed, og det er også helt i orden at være uenige og fremsætte ændringsforslag. Mistilliden opstår, når man inden for den samarbejdende blok ikke orienterer hinanden om planer og interesser”, skrev Venstre i Mariagerfjord onsdag i en pressemeddelelse.
En udskiftning af formænd i stående udvalg kræver ikke en ny konstituering, og derfor kan Venstre i Mariagerfjord skifte formændene ud med simpelt flertal. I begge udvalg har Venstre og Socialdemokratiet flertal sammen.

Konflikten knytter sig til de akutte besparelser, som byrådet måtte sætte i værk for en måned siden som følge af en budgetoverskridelse på 40 millioner kroner på ældre- og sundhedsområdet. K, DF, NB og Enhedslisten var ikke tilfredse med Venstres spareplan, og de tre blå partier pillede fire punkter ud (se faktaboks nederst) og erstattede dem med administrative besparelser. Forslaget blev meldt ud i pressen dagen inden byrådsmødet 2. november og var ikke koordineret med Venstre på forhånd.
Stod fast på retten til politisk uenighed
I en mail til NB-Kommune fortæller Jens-Henrik Kirk sin version af forløbet.
”Vi blev truet på et gruppemøde inden byrådsmødet med, at vi skulle trække forslaget fra DF, NB og Konservative. Jeg fastholdt retten til at være politisk uenige - vi er trods alt i politik pga. holdninger. Dagen efter byrådsmødet skrev jeg til borgmesteren om et møde. Venstres gruppeformand Henrik Sloth svarede, at de havde mistet al tillid til os. De ville ikke mødes, og nu skulle DF, Nye Borgerlige og Konservative ikke være en del af den borgerlige gruppe mere sammen med Venstre. De ville være alene”.
Venstre, Socialdemokratiet, SF vedtog sammen deres bud på en handleplan. Små tre uger senere gjorde borgmester Mogens Jespersen sine byrådskolleger klart, hvad der blev konsekvensen af ændringsforslaget. Ifølge Jens-Henrik Kirk modtog de to udvalgsformænd 21. november en mødeindkaldelse uden dagsorden til dagen efter. Den blev suppleret af en mail, hvor de tre mindre blå partier blev orienteret ”om det fremadrettede samarbejde i konstitueringsgruppen”.
”Et af de bærende elementer var aftalt til, at partierne på trods af partiforskelle altid orienterede hinanden om emner forud for beslutninger i byrådet. Igen har vi måttet konstatere, at I ikke lever op til denne aftale, hvorfor fælles gruppemøder fremover ikke holdes, ligesom at Venstre ønsker, ifølge styrelsesloven § 22 stk 1, at udvalgene for Teknik og Miljø og udvalget for Kultur og Fritid på deres møder henholdsvis den 4/12 og 6/12 har et punkt der hedder: Valg af formand for udvalget”, skriver Venstre-folkene Mogens Jespersen og Henrik Sloth i mailen, som NB-Kommune har fået videregivet Jens-Henrik Kirk, der reagerede prompte på truslen om en fyring.
”Få sekunder efter modtagelsen sendte jeg en sms til Mogens Jespersen om, at man ikke kan fyre to udvalgsformænd på denne måde. Så jeg ville gerne mødes på borgmesterkontoret samme dag. Jørgen og jeg mødte op. Det var både en vred og uforsonlig borgmester, der skældte ud over, at vi var gået i pressen med vores ændringsforslag. At vi var umulige at samarbejde med og at en enig Venstre-gruppe ville af med os som udvalgsformænd. Desuden mente han, at vi havde fået alt for mange poster ved konstitueringen for to år siden. Han havde flere eksempler fra sidste valgperiode, hvor han beskyldte os for noget, vi bestemt ikke kunne genkende”, fortæller Jens-Henrik Kirk.
6. december står han til at blive afsat som udvalgsformand, såfremt Socialdemokratiet bakker op om Venstres bud på en ny formand.
Siden da har han – indtil videre forgæves – brugt mange timer på ”diplomati, forsoning og dialog”.
”Både for kommunes skyld, men også for det politiske klimas skyld. Og for muligheden for at fortsætte det borgerlige flertal og samarbejde - både nu og i fremtiden. Men døren er lukket. Intet ønske om dialog og forsoning. Selvom flere toppolitikere i Nordjylland har forsøgt at få borgmester Mogens Jespersen til fornuft. Mit konservative bagland, som kender mig, bakker 100% op - både i Mariagerfjord, Region Nordjylland og på Christiansborg”, skriver Jens-Henrik Kirk, der tilføjer, at han ikke kender sin fremtid i politik, hvis det ender med en fyreseddel.
Udvalgsformændenes skæbne afhænger af Socialdemokratiets ageren. Over for TV2 Nord bedyrer viceborgmester Leif Skaarup (S), at byrådets to store partier endnu ikke har indgået en aftale.
"Hvis Venstre sætter en formandskandidat op i udvalgene, der vil tage ansvar, så støtter vi dem, siger Leif Skaarup til TV2 Nord.
Ifølge borgmester Mogens Jespersen har samarbejdet mellem de blå partier haltet igennem flere år, og forsøget at udskifte Jørgen Hammer Sørensen og Jens-Henrik Kirk skal ses i det lys.
"Det har vist sig mange gange, at der er blevet gjort noget andet end det aftalte, så nu har vi sagt, at det må være op til vores stående udvalg, om de har tillid til dem, for det har vi ikke mere", siger Mogens Jespersen til TV2 Nord.
Ikke som på Langeland eller i Randers
I en lignende, aktuel sag fra Langeland Kommune har de to fyrede udvalgsformænd fra Konservative og Radikale Venstre klaget over flertallets beslutning til Ankestyrelsen. Til forskel fra sagen i Nordjylland blev formændene på Langeland udskiftet i forbindelse med en ændring af udvalgsstrukturen, som krævede en ændring af styrelsesvedtægten.
I Mariagerfjord Kommune har Jens-Henrik Kirk læst op på andre fortilfælde, heriblandt sagen fra Randers, som i 2018 endte med, at byretten erklærede omkonstitueringen og afsættelsen af tre udvalgsformænd for ugyldig. Mens Venstre og DF i Randers også ændrede på strukturen, lægger V i Mariagerfjord op til at flytte poster inden for konstitueringen uden at ændre på medlemstallet i udvalgene. Derfor vurderer Jens-Henrik Kirk selv, at Venstre har lov til at afskedige ham.
”Det er muligt for et medlem at bede om skift af formand i et udvalg. Så lovligt, men meget uordentligt”, skriver den konservative udvalgsformand til NB-Kommune.
Udvalgsformændene i Mariagerfjord Kommune modtager 23 procent af borgmesterens vederlag, svarende til 262.000 kroner om året.
Også på Fanø er partierne bag konstitueringsaftalen på det seneste blevet uenige efter politiske uenigheder.
FAKTA OM DEN POLITISKE STRID
Da byrådet i Mariagerfjord Kommune skulle vedtage en handleplan om akutte besparelser på ældreområdet tidligere på måneden, gik Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige i Mariagerfjord Kommune sammen om et ændringsforslag med alternative besparelser.Fra listen over besparelser, som flertallet i Udvalget for Sundhed og Omsorg (dvs. S, V og SF) havde foreslået, ønskede K, DF og Nye Borgerlige at fjerne disse fire punkter:
- Reduktion i aktiviteter på Plejecentre: 781.000 kr.
- Reduktion i pædagogiske måltider: 300.000 kr.
- Reduktion i klippekort: 4,8 millioner kr.
- Reduktion i musikterapi: 524.000 kr.
I stedet foreslog de tre blå partier at vælge fem besparelser, der i mindre grad berører borgerne.
- Anvendelse af ledelse i vagtplan og vikardækning: 2,9 mio. kr.
- Administrativ tilpasning af ledelse og administration på kommunens bosteder: 1. mio. kr.
- Beskæring af antallet af dagtilbudsledere fra 3 ledere til 2 ledere: 700.000 kr.
- Fjerne gratis motionstilbud til kommunens ansatte i 2024: 242.000 kr.
- Slanke MED-strukturen på tværs af områder: 1 mio. kr.
Ændringsforslaget blev ikke vedtaget, da kun de fem medlemmer fra K, DF og NB støttede det.
Sidst opdateret: 30/11/2023 - 12:59
Emner: Mariagerfjord Kommune







































