Udvalgte kontormøbler og flyrejser bliver de første varegrupper, som pålægges en intern klimaafgift i Københavns Kommune.

Udvalgte kontormøbler og flyrejser bliver de første varegrupper, som pålægges en intern klimaafgift i Københavns Kommune. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix; Jakob Nørmark

Kommune på vej med intern klimaafgift på flybilletter og hæve-sænkeborde

Kontormøbler og flyrejser bliver fra december dyrere at købe for kommunale institutioner og forvaltninger i København, der følger i kølvandet på Aarhus Kommune. De blå partier er imod og frygter øget bureaukrati.

Udgivet: 29/11/2023

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

I morgen aften, 30. november, ventes det røde flertal på et møde i Borgerrepræsentationen i København at indføre en intern klimaafgift på flyrejser og udvalgte kontormøbler.

De nye regler træder i kraft allerede 1. december, men indførelsen af den kommunale CO2-afgift, som også kan bruges til at beregne skyggepriser, når der sammenlignes med mere klimavenlige alternativer, sker ikke med opbakning fra de borgerlige partier. Da Økonomiudvalget i sidste uge stemte for at etablere ordningen, tilføjede Venstre, Konservative og Liberal Alliance denne protokolbemærkning:

”Vi stemmer imod lokale, kommunale klimaafgifter kun til internt brug i Københavns Kommune, idet vi forudser et øget kommunalt bureaukrati, der ikke står mål med klimagevinsten.”

Forslaget om at indføre en intern klimaafgift blev i foråret 2022 fremsat af Enhedslisten, Radikale Venstre, SF og Alternativet, der oprindeligt ønskede at indføre en intern CO2-afgift på alle indkøb over 50.000 kroner. Undervejs har politikerne drøftet at inkludere indkøb af IT-udstyr, rødt kød og benzin/diesel, men indledningsvist består ordningen kun af møbler og flyrejser. Dermed vil klimatiltaget ikke spænde lige så vidt som i Aarhus Kommune, der i 2022 indførte interne afgifter på fødevarer (oksekød, lammekød, færdigretter med kød samt saft, juice og læskedrik) samt flyrejser og benzin/diesel. Fra 2023 er klimaafgiften i Aarhus desuden lagt på mobiltelefoner, tablets, computerskærme, kopipapir og kunstgødning.

De tidlige erfaringer fra Aarhus viste et fald i forbruget af rødt kød, svarende til en CO2-reduktion på 30-40 procent sammenlignet med 2021, men hvilken effekt der kan tilskrives afgiften er usikkert.

"I selvsamme periode har der været store generelle prisstigninger (inflation), og samtidig har teamet bag den klimapolitiske fødevarestrategi lavet et omfattende arbejde mod mere klimavenlig mad i kommunens køkkener", skriver Aarhus Kommune i et notat om klimaafgiften.

Læs mere om Aarhus-modellen her.

Læs også:
Intern klimaafgift på kød har stor effekt i kommunale køkkener

FAKTA - Den interne klimaafgift i Københavns Kommune

I København er de specifikke varegrupper, der er udvalgt "lufttransport af passagerer, kommerciel flytransport, kontorstole, skriveborde og hæve-sænkeborde". Afgiftsniveauet vil i 2023 være 1.000 kroner/ton CO2e, hvilket ifølge administrationens beregninger vil resultere i en prisstigning på ca. 22 procent på fly og 6 procent på nyindkøb af møbler, oplyser kommunen i sagsfremstillingen. Afgiftsniveauet stiger med ca. 70 kroner årligt, indtil det når 1.500 kroner i 2030/ton CO2e. Provenuet fra klimaafgiften overføres til kommunens klimapulje.

Hæve-sænkeborde, skriveborde og kontorstole er valgt, fordi kommunen med åbningen af et genbrugslager i 2023 forventer at råde over et reelt alternativ til nyindkøb af især disse møbelgrupper.

Afgiften skal ikke, som tidligere planlagt, betales i forbindelse med indkøbene. Derimod vil opkrævningen af de interne klimaafgifter ske på baggrund af fakturadata fra det indkøb. Denne afregning vil ske kvartalsvist, og den kommunale enhed, der for eksempel har købt et nyt skrivebord eller en flybillet, vil efterfølgende modtage en mail, der oplyser om afgiften og giver mulighed for at gøre indsigelse.

De interne klimaafgifter i København skal evalueres løbende med henblik på at tilføje flere varekategorier - og indgå i arbejdet med Klimaplan 2035, som skal vedtages i 2025.

Læs også:
Kommunalbestyrelse vil se nærmere på 'skyggepris' for CO2-belastning

Sidst opdateret: 29/11/2023 - 10:53

Temaer: Klima

Emner: Klima, Aarhus Kommune, Københavns Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]