Ringsted-borgmester Henrik Hvidesten (V) er glad for det grundige forarbejde, som førte til, at et næsten enigt byråd i mandags traf en principbeslutning om at sammenlægge administrationen i nye lokaler.

Ringsted-borgmester Henrik Hvidesten (V) er glad for det grundige forarbejde, som førte til, at et næsten enigt byråd i mandags traf en principbeslutning om at sammenlægge administrationen i nye lokaler. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Ringsted samler administrationen i lukket fabrik: 'Vi har villet det i mange, mange år'

Seks ud af syv partier i Ringsted står bag aftale om at samle administrationen i tidligere industribygning. Projektet til over 170 millioner kroner har været mange år undervejs, og det har været helt afgørende at tage sig god tid, siger borgmester Henrik Hvidesten til NB-Kommune.

Udgivet: 13/10/2023

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Ringsted Kommune er godt på vej til at samle 460 administrative medarbejdere på samme adresse. Det offentliggjorde kommunen tirsdag, efter at det meste af byrådet mandag aften stemte for principbeslutningen om at gå videre med planerne.

Hele administrationen kan - hvis de sidste brikker falder på plads – allerede fra 2026 få deres arbejdsplads på Dunfabrikken, der ligger i et af Ringsteds gamle industrikvarterer. Ringsted Kommune har i dag en decentral administrationsstruktur og råder over fire større ejendomme til administrative funktioner. Tre af disse bygninger skal som en del af den samlede plan sælges. Kommunen forventer, at disse salg kan indbringe 45 millioner kroner, der indgår i finansieringen af projektet.

I forbindelse med kommunalreformen blev Ringsted ikke lagt sammen med andre kommuner. Dilemmaet om, i hvilken by rådhuset og administrationens afdelinger skal ligge, har Ringsteds politikere således ikke været nødt til at håndtere.

NB-Kommune har interviewet borgmester Henrik Hvidesten (V) for at høre mere om de store ombygningsplaner, der med det seneste overslag kræver anlægsudgifter for ca. 179 millioner kroner.

Hvad er det, der gør, at I har besluttet, at der skal ske noget med administrationen nu?

”Dels synes vi, at det her er det rigtige projekt. Det er et projekt, hvor vi – ud over en samling af administrationen, som vi har villet i mange, mange år – også kan bruge den samlede administration som katalysator i et udviklingsområde, altså omdannelsen af et gammelt industriområde”, siger Henrik Hvidesten til NB-Kommune.

Byudviklingen skal også skabe plads til andre erhverv og boliger i det tidligere industriområde, og næste år indledes byggeriet af 200 boliger omkring Dunfabrikken. Med en beliggenhed få hundrede meter fra Ringsted Station skønnes Dunfabrik-projektet samtidig at bidrage positivt til rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.

”Vi har kigget på mange forskellige projekter undervejs. En af de ting, vi hele tiden har haft for øje, er placeringen i forhold til også at kunne tiltrække medarbejdere”, fortæller borgmesteren.

Kommunalbestyrelsen besluttede i mandags, at Dunfabrikken, der i pressemeddelelsen beskrives som ”en markant del af Ringsted bys historie med handel og industri”, skal lejes, når totalrenoveringen af bygningerne er fuldført. Administrationen skal nu i dialog med selskabet K/S Haslevvej, der ejer bygningerne, om at afklare vilkårene.

null
Det nuværende rådhus skal fortsat danne ramme om byrådsmøder, men ellers skal bygningen finde helt ny anvendelse til f.eks. foreningshus, museum eller andet, der kan give liv i huset. Af den grund omtaler Ringsted Kommune ikke Dunfabrikken som det nye rådhus, selvom hele administrationen samles der.

Gav bagslag på Bornholm

Andre steder i landet har rådhusbyggerier og forsøg på at samle administrationen vist sig at være vanskelige at realisere. Modstand fra borgergrupper og en stærk opposition i byrådet har fået planer til at kuldsejle flere steder.

Et af de nyeste eksempler er fra Bornholm, hvor Socialdemokratiet og Venstre i valgåret 2021 efter flere års forarbejde vedtog at samle administrationen i et tidligere uddannelsescenter uden for Rønne. Projektet til over 100 millioner kroner krævede tilbygning af en ny fløj og en ombygning. Rådhusplanen fyldte meget i valgkampen, og den negative stemning omkring samlingen af administrationen medvirkede til, at S og V gik fra 13 til 6 pladser i kommunalbestyrelsen. Flere af partierne, der var imod projektet, gik sammen i en umage konstituering og annullerede projektet. Bornholm holder af den grund fast i en decentral struktur med medarbejdere flere steder i Rønne samt i Nexø og Tejn.

I Ringsted står en bred koalition i byrådet bag principaftalen, som kun Socialdemokratiets tre medlemmer stemte imod. Det er planen, at ombygningen skal være godt i gang inden næste kommunalvalg om to år, fortæller borgmesteren.

Hvordan er borgerstemningen i Ringsted?

”Vi har jo ikke kunnet fortælle rigtig meget om projektet før nu. Folk har godt vidst, at projektet lå der, og hvad vi gerne vil opnå ved det. Jeg synes egentlig, at jeg kan fornemme en lydhørhed over for, at det vel egentlig er på tide, at der sker noget i forhold til en sammenlægning af administrationen. Men selvfølgelig forventer jeg da også, at der er nogen, som vil stille kritiske spørgsmål til økonomien i en tid, hvor kommunernes økonomiske rammer er under pres. Derfor er jeg særligt glad for, at det er et stort flertal i byrådet – 18 ud af 21 – der siger, at det er dette projekt, vi går med,” fortæller Henrik Hvidesten.

I udvalgsarbejdet tidligere på året var skepsissen større. Borgmesterpartiet Venstre stemte imod administrationens indstilling i Plan- og Boligudvalget så sent som i juni. Efterfølgende ændrede udvikleren projektet ved at skære en sidebygning fra, og det forbedrede driftsøkonomien at nøjes med hovedbygningen på 6.230 kvadratmeter.

Har du selv været i tvivl om, hvorvidt det er en god idé?

”Jeg har bestemt været meget i tvivl”, siger Henrik Hvidesten.

”Det første projekt, vi fik fremlagt på den her ejendom, var ikke en god business case. Derfor syntes jeg ikke, at tiden var rigtig til at arbejde videre med projektet. Men efter tilpasningen af projektet er det faktisk blevet en god business case. Det er dét, der for mig sætter en streg under, at projektet er godt,” fortæller borgmesteren.

Socialdemokratiets modstand - som det eneste ud af byrådets syv partier - skyldes netop udgiftsniveauet.

”Det er mange penge, vi skal lægge i deponering, når det bygges, men også efterfølgende i leje”, siger Mette Ahm-Petersen (S) til Sjællandske.

Arbejdsmønster kan spare areal

Pladsen per medarbejder på Dunfabrikken bliver uden sidebygningen mindre end oprindeligt planlagt – og klart mindre end i de eksisterende rammer. Når kommunen forudsætter et forventet fremmøde på 80 pct., vil det give 16,8 kvadratmeter per medarbejder. Med den decentrale organisering svarer arealet til mellem 23 og 26 kvadratmeter per ansat.

Er oplægget med den reducerede plads baseret på, at medarbejderne i højere grad arbejder hjemmefra?

”Ja, for det er dét, vi ser i dag. Vores kontorer er på ingen måde overfyldte. Der er god plads på mange af vores administrative arbejdssteder, fordi medarbejderne har fået et nyt arbejdsmønster. Der er økonomi i at indskrænke arealet, men det handler også om at tilpasse arealet til den størrelse, vi har brug for”, siger Venstre-borgmesteren.

null
Tegninger af de fremtidige lokaler på Dunfabrikken i Ringsted. Illustration: Arkitema

Har medarbejderrådene været involveret undervejs, og hvad synes de i så fald om planerne?

"Medarbejderne har været taget med på råds undervejs – også om det konkrete projekt. Blandt store grupper af vores medarbejdere har det været et stort ønske igennem længere tid at blive samlet på én adresse".

Hvilke spørgsmål er det, der mangler at blive afklaret?

”Det handler særligt om økonomi. Det er en investering på et ret stort trecifret millionbeløb. Vi forestiller os en lejemodel, men i det ligger også nogle deponiforpligtelser. Vi skal være helt sikre på, hvor store de forpligtelser er,” siger Henrik Hvidesten og tilføjer:

”Vi skriver i pressemeddelelsen, at det kan stå klar i løbet af 2026, men så skal det også gå meget godt.”

Hvorfor vælger I at leje bygningerne frem for at købe? Er det hensynet til anlægsloftet, der spiller ind?

”Det er blandt andet anlægsloftet, der gør det. Men det handler også om fleksibilitet i forhold til de fremtidige kommunale opgaver. Der er jo meget snak om fremtiden for jobcentre for tiden. Derfor er det bare mere fleksibelt for os at have en model, hvor vi lejer”, forklarer Henrik Hvidesten.

Projektet på Dunfabrikken er ikke endelig vedtaget endnu, men I er nået et godt stykke ad vejen. Har du nogen råd til andre kommuner, der måtte ønske at sammenlægge administrationen?

”Tag jer god tid til at få drøftet det rigtig godt politisk. Vi har været meget rundt om det, og jeg synes, der har været mulighed for at få vendt hver en sten. Der har været rigtig mange kommentarer og spørgsmål fra politikerne, og vi har taget os den tid, der skulle til, før vi syntes, vi var trygge nok til at træffe den her principbeslutning,” siger Henrik Hvidesten til NB-Kommune.

FAKTA: Deponi ved leje

I forbindelse med leje af nybyggede eller renoverede bygninger er kommuner forpligtet til at deponere et beløb svarende til anlægsudgifterne. Det skyldes, at aftaler om leje sidestilles med og opfattes som lån, når lejeaftaler erstatter en kommunal egen- eller lånefinansieret anlægsudgift. Læs mere her.

Ringsted Kommune forventer at skulle deponere 172 millioner kroner (efter fradrag af energirenovering). Det deponerede beløb frigives gradvist over en 25-årig periode. Hvert år vil 1/25-del af beløbet bliver overført til den disponible likviditet.

null
Ringsteds samlede administration vil få arbejdsplads i en bygning med åbne etager, der ifølge kommunen vil skabe en anden fleksibilitet og rummelighed og bidrage til en mere optimal udnyttelse af kvadratmeter. Illustration: Arkitema

Sidst opdateret: 13/10/2023 - 11:12

Emner: Ringsted Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]