Der kan spares 300.000 kroner om året i Ringsted Kommune, hvis gratis kaffe, te og kakao til medarbejderne bliver droppet, lyder et forslag fra kommunens direktion.

Der kan spares 300.000 kroner om året i Ringsted Kommune, hvis gratis kaffe, te og kakao til medarbejderne bliver droppet, lyder et forslag fra kommunens direktion. - Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Ansatte kan miste populært frynsegode

Et forslag om at droppe gratis kaffe og kakao til de ansatte i Ringsted Kommune bliver mødt med skepsis fra flere sider.

Udgivet: 25/08/2023

Del artiklen:

Sløjf den gratis kaffe til kommunens medarbejdere og spar 300.000 kroner om året.

Sådan lyder et forslag fra direktionen i Ringsted Kommune forud for de kommende forhandlinger i Ringsted Byråd om næste års budget, hvor der skal spares et større millionbeløb. Det skriver Sjællandske Nyheder.

Mange har fået kaffen galt i halsen, efter de hørte om forslaget.

"Folk synes, det er en dårlig idé," lyder det fra fællestillidsmand Lis Schmidt Hansen, der er ansat som administrativ koordinator i Ringsted Kommune:

"Jeg anser ordningen som et vigtigt personalegode, og jeg finder forslaget modsatrettet i bestræbelserne på at tiltrække og tilknytte ansatte til Ringsted Kommune, fortsætter hun.

På politisk niveau giver flere også udtryk for, at frynsegodet bør bevares.

Konservatives gruppeformand Andreas Karlsen kalder spareforslaget 'molboagtigt', fordi Ringsted Kommune har stort fokus på rekruttering og fastholdelse af medarbejdere, mens Dansk Folkepartis Lotte Birkestrøm mener, det er at gå i for små sko, hvis de kommunalt ansatte ikke længere har fri adgang til kaffe, te og kakao.

Omvendt er borgmester Henrik Hvidesten (V) klar til at behandle spareforslaget ligesom alle andre i de kommende forhandlinger:

"Det er et forslag ligesom alle andre, og det er noget, vi skal tage med ind i forhandlingerne. Vi er også nødt til at kigge på de upopulære forslag," siger Henrik Hvidesten til Sjællandske Nyheder.

Sidst opdateret: 25/08/2023 - 10:05

Emner: Ringsted Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]