
Det lykkes i Odense at få nedbragt antallet af unge studerende, som ryger hast. - Foto: Christinne Muschi/Reuters/Ritzau Scanpix
Antallet af hashrygere falder ved hjælp af 'Hashmand'
Gennem oplæg og gensidig dialog har Odense Kommune haft held med at nedbringe antallet af unge studerende, der jævnligt ryger hash. 'Hashmanden' er en af kilderne til at få stoppet misbrug af hash blandt unge.
Udgivet: 18/02/2021
Siden 2016 har Odense Kommune haft som ambition at nedbringe antallet af unge studerende, der ryger hash jævnligt. Og denne ambition har tilsyneladende båret frugt.
Ifølge en opgørelse fra Center for Rusmiddelforskning er andelen af unge studerende i Odense, der jævnligt ryger hash, faldet fra 14 procent i 2016 til 6,3 procent i 2020. Det skriver TV 2 Fyn.
For at opnå disse resultater har Odense Kommune taget en række virkemidler i brug. Et af de mere utraditionelle af slagsen er 'Hashmanden', Torben Vangsted. Han er ansat som rusmiddelkonsulent i Odense Kommune, hvor han holder dialogoplæg for unge studerende, der skal klæde dem på til deres møde med euforiserende stoffer i samfundet.
“Altså, jeg får jo næppe nogle unge mennesker til at stoppe med at ryge hash, bare fordi jeg kommer ud og holder et oplæg for dem, men jeg tror på, at dialogen med de unge får dem til at reflektere meget mere over rusmidler og brugen af hash,” siger Torben Vangsted til TV 2 Fyn og tilføjer:
“Der kan selvfølgelig være rigtig mange gode grunde til, at forbruget er faldet, men jeg håber, at mit arbejde har en lille andel i faldet.”
I Odense Kommune er der udbredt begejstring over faldet i antallet af rygere, der bliver set som et vigtigt skridt i den rigtige retning. Kommunens målsætning er, at antallet af hashrygende studerende skal nedbringes til to procent i 2025.
“Jeg tror oprigtigt på, at vi kan nå i mål med vores målsætning. Man kan jo allerede nu se, at det forebyggende arbejde nytter. Det betyder virkelig noget, når man indgår de rette samarbejder med de rette personer," siger Susanne Crawley (R), der er børn- og ungerådmand i Odense Kommune, til TV 2 Fyn.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Emner: Odense Kommune







































