
”De fleste er glade for at høre, at vi gerne vil hjælpe dem med rådgivning og vejledning i en svær tid,” siger sundhedskoordinator i Ishøj Kommune Rannvá Pállson Joensen. - Foto: Privat
Kommune gør ekstra indsats i smitteopsporing
Flere og flere kommuner prøver nu at hjælpe med at opspore corona-smittede. I et af epidemiens epicentre har man nu indledt et tættere samarbejde med KL og Styrelsen for Patientsikkerhed.
Udgivet: 10/02/2021
Opringninger og breve i folks postkasser. Det er nogle af de metoder, som kommuner rundt om i landet har taget i brug for at bryde corona-smittekæder.
Ishøj Kommune sydvest for København har længe været en af de kommuner, som relativt set har allerflest smittede med corona. Her har kommunen nu valgt at indgå et nyt samarbejde mod covid-19 og sikre, at flere covid-19-smittekæder bliver brudt i Ishøj.
Ishøj Kommune er gået sammen med KL og Styrelsen for Patientsikkerhed, fremgår det af en pressemeddelelse.
Formålet med samarbejdet er også at holde den engelske mutation af covid-19, som spreder sig i Danmark i øjeblikket, nede.
”En ekstraordinær udfordring kræver en ekstraordinær indsats. Derfor samarbejder vi nu med Styrelsen for Patientsikkerhed for at optimere indsatsen mod covid-19. En kommune kender sine borgere bedst, og det giver rigtig god mening, at vi deltager i smitteopsporing, fordi vi har en tættere kontakt med vores borgere. Desuden kan vi nu i højere grad målrette corona-indsatsen lokalt og skabe synergi mellem vores mange indsatsområder,” siger Rannvá Pállson Joensen, sundhedskoordinator i Ishøj Kommune.
Formålet er at hjælpe og vejlede
Samarbejder betyder helt konkret, at Ishøj Kommune aktivt skal tage kontakt til borgere, som er konstateret smittet med covid-19.
Det gælder dog kun borgere, som Styrelsen for Patientsikkerhed ikke selv kan komme i kontakt med i løbet af de første 24 timer, efter at borgeren har fået konstateret covid-19.
”Selve kontakten vil ske telefonisk eller på skrift, og formålet er at hjælpe og vejlede smittede borgere. For eksempel kan vi oplyse borgerne om mulighederne for en midlertidig isolationsbolig, hvis de ikke kan isolere sig derhjemme, eller vi kan hjælpe dem med at identificere nære kontakter, som også bør blive testet og isolere sig,” siger Rannvá Pállson Joensen i pressemeddelelsen.
'De fleste er glade'
Udover den første kontakt vil medarbejdere fra kommunen også kontakte de smitte efterfølgende for at høre, hvordan det går med isolationen, og om borgeren eventuelt har brug for praktisk hjælp til eksempelvis indkøb.
Den foreløbige erfaring i Ishøj er, at borgerne tager godt imod kommunens udstrakte hånd.
”De fleste er glade for at høre, at vi gerne vil hjælpe dem med rådgivning og vejledning i en svær tid. Ikke alle borgere har et stort netværk, så derfor er det vigtigt, at de ved, at vi står klar til at hjælpe dem, så godt som vi kan,” siger sundhedskoordinator Rannvá Pállson Joensen.
Indsatsen med smitteopsporing begyndte 25. januar og kører alle ugens syv dage. Indsatsen forventes at slutte sidst i juni.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Emner: Ishøj Kommune







































