
Karim Arfaoui (S), formand for Klima- og Miljøudvalget i Roskilde Kommune, har svært ved at forestille sig, at man nogensinde kan blive helt fri for at bruge pesticider i kommunalt regi. (Arkiv) - Foto: Roskilde Kommune
Kommune tvivler: Bliver nok aldrig fri for pesticider
En målsætning om en pesticidefri kommune er mere end svært at efterleve i kampen mod kæmpe bjørneklo og andre invasive arter. Det erkender udvalgsformand i Roskilde Kommune.
Udgivet: 18/09/2020
Kommunerne har i årevis delvist skulle kæmpe en kamp for at blive pesticidefri og samtidig holde invasive plantearter fra at udbrede sig på de kommunale arealer.
I Roskilde Kommune har man en målsætning om at blive så pesticidefri som overhovedet muligt, skriver Dagbladet Roskilde. Men hvor langt ned i forbrug er det egentlig muligt at komme? spørger politikerne i byrådet.
Det er især invasive arter som kæmpe bjørneklo og japansk pileurt, som kan blive svære at bekæmpe uden brug af pesticider.
Kommunen bruger kun ét middel i den kamp - nemlig glyphosat, der er mest kendt som aktivstoffet i Roundup. Det er dog lykkedes at holde forbruget af glyphosat nede på under seks kilo årligt, hvor andre kommuner ifølge Miljøstyrelsen bruger ca. 21 kilo i gennemsnit.
Formand i Klima- og miljøudvalget Karim Arfaoui (S) er derfor ikke helt utilfreds med kommunens indsats:
“Vi ligger allerede meget lavt, hvad angår brug, hvis man ser på en opgørelse på landsplan. Men vi skal arbejde for at blive bedre hele tiden. Jeg kan dog godt have min tvivl om, vi nogensinde kommer helt til nul,” siger Karim Arfaoui til Dagbladet Roskilde.
Udvalget har nu bedt forvaltningen om en redegørelse om de økonomiske konsekvenser ved at stoppe brugen af Roundup kontra de miljømæssige risici, der er ved at fortsætte brugen af midlet.
Roskilde Kommune benytter Roundup på vanskeligt tilgængelige steder, mens ukrudtsbekæmpelsen ved f.eks. veje og stier og i beplantninger og buske enten foregår mekanisk eller med damp og afbrænding, skriver Dagbladet Roskilde.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31
Emner: Klima, Miljø, Roskilde Kommune, Forvaltning








































