
Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen (S), har ikke i sinde at bøje sig for Assens borgmesters ønske om at stoppe opførelsen af vindmøllepark ud for Assens kyst. (Arkiv) - Foto: Socialdemokratiet
Borgmestre i nabostrid om vindmøllepark
To borgmestre på hver sin side af Lillebælt er dybt uenige om, hvorvidt en vindmøllepark til havs er en god idé eller ej, og intet tyder på, at nabostriden stopper snart. Sønderborgs borgmester vil ikke svare på 'banalt' spørgsmål fra kollegaen i Assens.
Udgivet: 25/08/2020
Det går sjældent stille for sig, når kommunerne ønsker at opføre vindmølleparker både på lands og til vands.
Det er som oftest borgerne i nabolaget til vindmøllerne, der klager sin nød over at få store vindmøller inden for synsfeltet, men lige nu er det to borgmestre i hver sin kommune på hver sin side af Lillebælt, striden står mellem.
Sønderborg Kommunes forsyningsselskab med borgmester Erik Lauritzen (S) i front vil med et projekt til 1,6 milliarder kroner bygge en vindmøllepark på enten 20 store eller 40 mindre møller i Lillebælt. De højeste af møllerne i en højde af 200 meter. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Det huer ikke Assens borgmester Søren Steen Andersen (V), som mener, at der er tale om ‘dårligt naboskab’ fra Sønderborgs side:
“Det svarer jo til, at vi sætter nogle vindmøller op ovre ved Sønderborg Slot,” har han tidligere sagt til Dagbladet Information.
Men Sønderborgs borgmester mener, at det ikke er noget problem, idet vindmøllerne placeres omkring fire kilometer fra Helnæs Kyst uden for Assens Kommune.
“Jeg har det bare sådan, at hvis vi mener alvorligt, at vi vil gøre noget ved klimaudfordringen, så er der nogle små ofre, vi må bringe. Og hvis det er at skulle kigge på nogle møller som står fire kilometer ude i vandet, så må jeg sige, at så er det ikke noget, der generer mig," siger Erik Lauritzen til Fyens Stiftstidende.
Avisen har spurgt, hvad Erik Lauritzen ville sige til, at der bygges vindmøller ved Sønderborg Slot eller en anden turistattraktion i kommunen:
“Det er for banalt og simpelt og det vil jeg ikke svare på,” siger Erik Lauritzen.
Et andet stridspunkt er hensynet til naturen og dyrelivet i Lillebælt, som modstanderne mener, vil blive ramt af havvindmølleparken, der kan stå færdig i 2022.
Men Sønderborgs borgmester mener ikke, at naturen vil lide skade:
“I VVM-redegørelsen bliver der jo påpeget, hvad der skal gøres i forhold til beskyttelse af marsvin, og alle de her ting. Fiskebestanden i de områderne stiger simpelthen, fordi det svarer til at etablere stenrev, som man gør andre steder for at hjælpe fiskebestanden," siger Erik Lauritzen til Fyens Stiftstidende.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31
Emner: Civilsamfund, Klima, Miljø, Assens Kommune, Sønderborg Kommune








































