
Billede fra Termonet DK. Lejre Kommune vil undersøge muligheden for termonet til de byer, som ikke kan få etableret fjernvarme. - Foto: Termonet.dk
Kommune vil hjælpe landsbyer, som ikke får fjernvarme
Mange landsbyer vil ikke få adgang til fjernvarme. Nu forsøger kommune at hjælpe betrængte landsbyer med at finde fælles løsninger på varmeforsyning. En af løsningerne handler om at skabe såkaldte termonet.
Udgivet: 13/12/2022
Mange borgere i landkommunen Lejre ved Roskilde har ikke udsigt til at kunne få fjernvarme. Derfor vil udvalget for Erhverv, Klima & Lokal Udvikling nu have undersøgt muligheden for at etablere såkaldte termonet i otte små byer og landsbyer.
Der er tale om landsbyerne: Ejby, Gershøj, Gevninge, Kirke Hyllinge, Kirke Sonnerup, Kirke Såby, Vester Såby og Øm.
Det skriver Lejre Kommune i en pressemeddelelse.
Fælles varmeforsyning
Der er meget, der peger på, at termonet kan være et godt alternativ for flere af borgerne i Lejre Kommune, mener Grethe Nørtoft Saabye (K), formand for Udvalget for Erhverv, Klima & Lokal udvikling.
”Lige nu risikerer vi, at mange borgere skynder sig at købe en privat varmepumpe, selv om de måske ville være bedre stillet med en fælles løsning. Derfor har vi i kommunalbestyrelsen og udvalget valgt at rykke hurtigt, også selv om vi ikke er helt færdige med varmeplanen," siger Grethe Nørtoft Saabye.
Et termonet er en fælles varmeforsyning, som kan etableres i områder, hvor det vil være for dyrt at lave fjernvarme. Det består typisk af et stort jordvarmeanlæg, som flere huse deles om.
Varmen kan dog komme fra flere forskellige kilder. For eksempel fra overskudsvarme fra virksomheder i området, energi fra solpaneler eller fælles luft-til-vand-varmepumper.
Undersøgelse fra konsulentvirksomhed
Det er konsulentvirksomheden Sustain, der for kommunen skal undersøge, om termonet kan betale sig. Sustain vil blandt andet se på det nuværende varmebehov og de praktiske muligheder for at etablere for eksempel et fælles jordvarmenet. Her vil det blandt andet spille ind, om der i området er vandboringer eller andet, der kan gøre det svært at lægge jordvarmeledninger.
Undersøgelsen vil vise, hvad det vil koste at etablere og drive anlæggene i hver enkelt landsby, og om det er en realistisk løsning. En af betingelserne for at etablere termonet er, at det ikke må blive dyrere for den enkelte forbruger end for eksempel en privat varmepumpe.
Opfordring fra formand
Grethe Nørtoft Saabye opfordrer borgerne i Lejre Kommune til at tale med hinanden lokalt om, hvordan de vil opvarme deres huse i fremtiden. For nogle steder kan det faktisk lade sig gøre at etablere termonet, når bare 20-25 husstande er med. Og bor man for eksempel i rækkehus, kan det være en fordel at købe en fælles varmepumpe eller et fælles jordvarmeanlæg i stedet for at investere i hver sin løsning.
Sidst opdateret: 13/12/2022 - 08:52
Emner: Energi, Klima, Lejre Kommune









































