
I det nationale testcenter i Østerild i Thy kan man afprøve vindmøller på op til 330 meters højde. I det nye center blive højdegrænsen sat op til hele 450 meter. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)
Nationalt testcenter med vindmøller højere end Eiffeltårnet mødes med skepsis
Staten har kig på tre områder til at placere et nyt, nationalt testcenter med op til 450 meter høje vindmøller. Borgmestre i både Nord- og Sydjylland er skeptiske.
Udgivet: 03/08/2022
Bolig- og Planstyrelsen er ved at undersøge, hvor man kan placere et nyt nationalt testcenter for vindmøller. Her skal man efter planen prøvekøre vindmøller, der må være op til 450 meter høje. Til sammenligning er Paris' vartegn Eiffeltårnet 'kun' 330 meter højt. Udsigten til muligvis at få en testvindmøllepark får borgmestre i Nord- og Sydjylland til at reagere.
Ifølge Nordjyske har Plan- og Boligstyrelsen kig på tre steder i landet til det nye testcenter: Et område mellem Tønder/Esbjerg Kommune, et område i Esbjerg Kommune og et område mellem Jammerbugt/Brønderslev Kommune. Et nationalt testcenter kan både under opførelsen og efterfølgende kaste arbejdspladser af sig.
Tidligere på sommeren kontaktede Plan- og Boligstyrelsen kommunerne Jammerbugt og Brønderslev angående forundersøgelser. Borgmesteren i Jammerbugt Kommune Mogens Chr. Gade (V) er på forhånd skeptisk overfor det mulige testcenter.
"Der står ikke i Jammerbugt Kommunes planlægning noget om flere møller hverken af den ene eller den anden slags," siger Mogens Chr. Gade til Nordjyske og fortsætter:
"Vi har som bekendt taget et kæmpe ansvar i Jammerbugt Kommune, når det gælder vedvarende energi, og vi er undervejs med planlægning omkring sol og biogas. Så jeg er meget skeptisk, både hvad angår den indledende proces, og hvilket resultat der kan komme ud af det."
Mogens Chr. Gade har tidligere overfor NB-Kommune slået fast, at man i kommunen er meget betænkelig ved at lægge jord til flere vindmøller på land:
Borgmester-kollegaen i Brønderslev Mikael Klitgaard (V) er mere forsigtig i sine udmeldelser:
"Vi har en vis forpligtelse til at medvirke til den grønne omstilling, men det er vigtigt, at det kommer til at ske med fornuft og ordentlighed. Derfor håber jeg, at der bliver mulighed for lokal indflydelse," siger borgmester Mikael Klitgaard til Nordjyske.
Ifølge Nordjyske er der nu aftalt et fælles borgmestermøde mellem de kommuner, som er i spil som områder til et nyt testcenter, samt Indenrigs- og Boligministeriet.
I Esbjerg Kommune ser borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) helst, at kommunen ikke kommer til at lægge jord til et testcenter.
"Helt grundlæggende skal vi have vindmøller ud på havet," siger Jesper Frost Rasmussen til DR.
Der er i forvejen to vindmølle-testcentre i Danmark. Begge i Vestjylland: Et i Høvsøre nord for Nissum Fjord og et i Østerild i Thy.
Det forventes, at Plan- og Boligstyrelsen kan træffe bestemmelse om placeringen af det nye testcenter omkring årsskiftet. Et nyt testcenter ventes sat i drift i løbet af 2027.
Sidst opdateret: 03/08/2022 - 06:29
Temaer: Klima
Emner: Klima, Brønderslev Kommune, Jammerbugt Kommune, Vindmøller













































