Der kan være et meget stort potentiale i Aalborg-modelen for afbureaukratisering, vurderer ophavsmanden, rådmand Jes Lunde (RV).

Der kan være et meget stort potentiale i Aalborg-modelen for afbureaukratisering, vurderer ophavsmanden, rådmand Jes Lunde (RV). - Foto: Aalborg Kommune

Rådmand: Vi vender tingene på hovedet for at få skub i afbureaukratisering

Rådmand i Aalborg Jes Lunde (R) er ophavsmand til en model for afbureaukratisering, som kan sprede sig til hele landet. Vi har valgt at bruge omvendt bevisbyrde, og det kan blive effektivt, vurderer Jes Lunde.

Udgivet: 15/03/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Først var det Aalborg Kommune. Senere Næstved og Hvidovre. Og mange flere kommuner vil sikkert indføre en version af 'Aalborg-modellen' for afbureaukratisering.

I Aalborg Kommune har man besluttet, at senest 1. juli i år skal ikke-lovpligtige dokumentationskrav, regler og administrative opgaver på dagtilbuds- og ældreområdet være fjernet.

Det arbejder forvaltninger, byrådsudvalg nu på i samarbejde med de faglige organisationer BUPL og FOA. Og oplægget er, at man kun må bibeholde de krav og opgaver, som der er særdeles gode argumenter for.

Læs også:
Aalborg-idé til afbureaukratisering griber om sig

Ophavsmanden til Aalborg-modellen er Jes Lunde (R). Han er rådmand i Aalborg for Sundhed og kultur samt tidligere kommunaldirektør og medlem af Folketinget. Han fortæller med stor entusiasme om tankerne bag Aalborg-modellen:

"Ideen til forslaget dukkede op i valgkampen i efteråret efter møder med FOA og BUPL lokalt. Her fik jeg at vide, at FOA-medlemmer cirka bruger en time om dagen på dokumentation. Og BUPL vurderer, at pædagoger bruger cirka 25 procent af deres tid på det. Jeg vil tro, at halvdelen af de bureaukratiske krav er nogle, som kommunerne står bag."

"Med tallene fra FOA og BUPL in mente, og hvad jeg selv har oplevet som kommunaldirektør, så tænkte jeg, at det må gøres noget radikalt ved det her," beretter Jes Lunde.

Han forklarer, at i den nye model for afbureaukratisering, har man i Aalborg byråd valgt at vende tingene lidt på hovedet.

"Vi har valgt at bruge omvendt bevisbyrde. Det vil sige, at vi som udgangspunkt fjerner alle de dokumentationskrav, som der ikke er krav om fra staten. Så hvis forvaltningen/politikerne vil beholde et krav, så skal de kunne argumentere for det," siger Jes Lunde og fortsætter med glæde:

"Det kan vise sig mere effektivt, end den sædvanlige metode, hvor man går på jagt efter overflødige krav."

"Når man fjerner nogle dokumentationskrav, så kan der ske fejl"

Aalborg-modellen blev vedtaget på byrådsmødet 17. januar, så udvalg og forvaltninger har et halvt år til at få det her implementeret.

Adspurgt om det er realistisk, at Aalborg-modellen kan være rullet ud 1. juli, siger Jes Lunde:

"Det er bestemt vores hensigt, at det her skal være ført ud i livet 1. juli. Det burde kunne lade sig gøre."

Jes Lunde er godt klar over, at afbureaukratiseringen kan medføre flere fejl:

"Det er klart, at når man fjerner nogle dokumentationskrav, så kan der ske fejl, der ikke bliver opdaget. Og med tusindvis af ansatte i kommunen, så vil der ske fejl," siger Jes Lunde og forstætter:

"Men vi tror overordnet på, at vejen til færre fejl går gennem mere tid til medarbejderne og mere tillid til deres faglige vurderinger. Og netop tid får de jo mere af, når man fjerner bureaukrati."

"Der er jo ingen i omsorgsfagene, som er gået ind i det, fordi de elsker excel-ark"

En hverdag for blandt andre pædagoger og sosu'ere med mindre fokus på formalistiske krav kan give en pæn sidegevinst, vurderer Jes Lunde:

"I forhold til at fastholde folk tror jeg, at mindre dokumentationsarbejde giver større arbejdsglæde. Der er jo ingen i omsorgsfagene, som er gået ind i det, fordi de elsker excel-ark."

Rådmanden håber og tror, at Aalborg-modellen kan sprede sig, for forudsætningerne er der:

"Alle partier er interesseret i at finde måder, hvor vi kan levere en bedre service på til borgerne. I og med at vi har spændetrøjen i form af servicerammen, så kan vi ikke bare skrue op for bevillingerne. Og der er mangel på sosu’er og pædagoger allerede. Så meget handler om at få mere ud af de mennesker, som vi allerede har ansat," siger Jes Lunde, og fortsætter:

"Jeg har præsentere andre radikale for min idé, og vi kommer nok også til at tale om det, når vi mødes til Kommunalpolitisk Topmøde. Jeg fornemmer stor klangbund for ideen, og derfor glæder det mig også, at min partikollega i Næstved har taget ideen op."

Potentialet i Aalborg-modellen vil vise sig. Men Jes Lunde er optimist:

"Jeg tror, at det i sidste ende kan flytte mere end de frikommuneforsøg, som Mette Frederiksen bebuder. Fordi vi jo laver en slags reset af nogle store driftsområder. Jeg er enormt spændt på at få de første resultater!"

Fakta: Byrådets beslutning i Aalborg

Byrådet i Aalborg har under overskriften 'Mere tid til kerneopgaven' besluttet 17. januar, at alle dokumentationskrav, regler og administrative opgaver inden for plejen af ældre og i dagpasningen, der ved siden af de lovpligtige er besluttet fra kommunens side, ophæves pr. 1. juli 2022.

Undtaget herfra, er de dokumentationskrav, regler og administrative opgaver, der har en særlig begrundelse i at skabe værdi for kerneopgaven, og som besluttes fastholdt af fagudvalget eller som

fagudvalget skønner har behov for en længere proces.

Udvalgene udarbejder hver deres proces med inddragelse af personale og relevante interessenter på området.

Den frigjorte tid bruges ubeskåret til at give mere tid til kerneopgaven, direkte over for børn og ældre.

Byrådets stående udvalg udarbejder tilsvarende hver deres proces for, hvordan der arbejdes bedst muligt med at reducere administrative opgaver på andre områder.

Der udarbejdes en proces for samlet afrapportering over for byrådet og involvering af dette.

Desuden ansøges om at blive frikommune på diverse områder, når lovgivningen åbner for denne mulighed.

Sidst opdateret: 15/03/2022 - 06:50

Emner: Aalborg Kommune, Det Radikale Venstre, Afbureaukratisering

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]