Flere kommuner overvejer at droppe samarbejdet med Intervare efter Københavns Kommune har sat samarbejdet for døren.

Flere kommuner overvejer at droppe samarbejdet med Intervare efter Københavns Kommune har sat samarbejdet for døren. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Flere kommuner overvejer samarbejde med Intervare efter exit i København

Intervare, som står bag Nemlig.com, risikerer, at flere kommuner opsiger samarbejdet, efter politikerne i Københavns Kommune har revet kontrakten med selskabet i stykker.

Udgivet: 07/02/2022

Del artiklen:

Københavns Kommunes beslutning om at droppe samarbejdet med moderselskabet til Nemlig.com, Intervare, får flere kommuner til at overveje fremtiden med selskabet.

- Vi kigger naturligvis til afgørelsen i København, siger Gitte Kronbak, gruppeformand for Socialdemokratiet i Roskilde Kommune.

Det skriver Fagbladet 3F.

Meldingen kommer, efter et flertal i borgerrepræsentationen i Københavns Kommune torsdag aften afsluttede ni måneders juridisk tovtrækkeri og besluttede at opsige kontrakten med Intervare.

Læs også:
Kommune dropper Nemlig.com-ejer: Kritiserer arbejdsforhold

Gitte Kronbak oplyser, at kommunen allerede før udmeldingen i København havde bedt sit revisionsfirma, BDO, om en opfølgende kontrol af løn- og arbejdsvilkårene hos Intervare.

- Det har vi gjort, fordi vi er bekymrede for, om forholdene hos virksomheden er i orden, siger hun.

Gitte Kronbak oplyser, at revisionsfirmaet skal komme med et svar inden udgangen af marts i år.

Også i Helsingør Kommune kan beslutningen i København få konsekvenser. Her har politikerne skelet til, hvad deres kolleger i hovedstaden besluttede.

- Vi har ikke taget stilling endnu, men nu må vi tage sagen op i byrådet og beslutte, hvad der skal ske, siger Mette Lene Jensen (V), der er 1. viceborgmester i Helsingør Kommune.

Kommunens presseenhed oplyser til Fagbladet 3F, at samarbejdet med supermarkedet er af relativt beskedent omfang.

I Odense har politikerne allerede droppet Intervare og Nemlig.com.

En række af Odense Kommunes afdelinger og institutioner brugte alene i marts sidste år 1,47 millioner kroner på at handle hos Nemlig.com.

Men de blev bedt om at stoppe indkøbene og handle andre steder efter afsløringerne af de ansattes dårlige arbejdsmiljø i virksomheden.

- Vi havde ikke en samarbejdsaftale med Nemlig.com, men der var nogle afdelinger og institutioner, som dengang handlede hos Nemlig.com. Det gør de ikke mere, fastslår Reza Javid (EL), byrådsmedlem i Odense Kommune.

Afsløringerne af chaufførerne og lagerarbejdernes forhold hos Nemlig.com og moderselskabet Intervare har også ført til reaktioner i Albertslund Kommune.

Her blev kommunens indkøbere sidste år opfordret til at købe dagligvarer hos andre.

Samtidig skærpede Albertslund kravene til leverandørerne om at efterleve arbejdsklausulerne, da kommunen sammen med Rødovre, Høje-Taastrup og Glostrup kommuner gennemførte et genudbud af visiterede indkøb.

Intervare er i dag dog stadig den ene af to leverandører i en indkøbsordning til hjemmeboende borgere i Albertslund Kommune.

Borgmester Steen Christiansen (S), Albertslund Kommune, oplyser, at der er tale om en fritvalgsordning, hvor den enkelte borger bestemmer, hvilken af de to leverandører vedkommende ønsker at modtage dagligvarer fra.

- Da sagen om arbejdsholdene hos Nemlig.com kom frem, gennemgik vi tingene her hos os. Vi har ikke dokumentation for, at Intervare ikke lever op til kontrakten i forhold til fritvalgsordningen. Derfor fortsætter den del af samarbejdet, siger Steen Christiansen.

Intervare samarbejder i dag med flere end 40 af landets 98 kommuner landet over og servicerer cirka 8.000 borgere hver uge.

Københavns Borgerrepræsentations beslutning om at droppe det mangeårige samarbejde med selskabet kommer mindre end tre måneder, før den nuværende kontraktperiode udløber.

Kommerciel direktør i Intervare, Mikkel Pilemand, udtaler i en pressemeddelelse, at selskabet nu vil gå rettens vej. Af pressemeddelelsen fremgår det blandt andet også, at Københavns Kommune ud over en sag om misligholdelse af kontrakten, kan se frem til et krav fra Intervare om tilbagebetaling af de fakturaer, som kommunen har nægtet at betale siden oktober 2021.

Læs også:
Intervare klar til at trække Københavns Kommune i retten

Sidst opdateret: 06/02/2022 - 18:00

Emner: OPS

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]