For mindre end otte måneder siden advarede social- og ældreminister Astrid Krag (S) mod at udvide frikommuneforsøg til alle 98 kommuner.

For mindre end otte måneder siden advarede social- og ældreminister Astrid Krag (S) mod at udvide frikommuneforsøg til alle 98 kommuner. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Kovending: S advarede i maj 2021 mod udvidelse af frikommuneforsøg

For mindre end otte måneder siden advarede social- og ældreminister Astrid Krag (S) mod at udvide frikommuneforsøg til alle 98 kommuner.

Udgivet: 03/01/2022

Del artiklen:

For mindre end otte måneder siden advarede Socialdemokratiet mod den plan om at udvide frikommuneforsøget til alle 98 kommuner, som statsminister Mette Frederiksen (S) lancerede i sin nytårstale.

Socialdemokratiets kovending underbygger en række analyser af, at statsministerens forslag skal ses som en reaktion på partiets overraskende og markante tilbagegang ved kommunalvalget i november.

De klare advarsler fra Socialdemokratiet kom, da Folketinget den 17. maj førstebehandlede et beslutningsforslag fra Venstre (B156) om at udvide frikommuneforsøget, så alle 98 kommuner kunne komme med nu, og at der blev åbnet for forsøg på alle velfærdsområder.

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) advarede direkte om, at forudsætningen - for at børnene stadig kunne få undervisning af høj kvalitet og de ældre den pleje og omsorg, de havde behov for - netop var, at det kun var få kommuner, som fik lov til at være med i frikommuneforsøget.

"Vi får langt bedre forudsætninger, hvis vi har muligheden for at følge og understøtte hver enkelt af de syv kommuner. Det kræver altså et tæt samarbejde, og det kræver nogle kommuner, der er dedikeret til forsøget," lød det fra Astrid Krag, da hun afviste Venstres beslutningforslag i Folketinget.

Læs også:
Analyse: Historisk forslag om afbureaukratisering

Socialdemokratiets ordfører på området Birgitte Vind advarede i sin tale mod at udvide kredsen af kommuner samt områderne med frikommuneforsøg, inden forsøget med de syv kommuner var evalueret. Det sker først, når VIVE i slutningen af 2024 offentliggør den endelige evaluering.

"Vi vil meget gerne kunne lave nogle grundige og velovervejede evalueringer af alle forsøg, så vi politisk kan drøfte, hvad forsøgene betyder for det fremtidige arbejde ude i kommunerne, og det skal gøres ordentligt," sagde Birgitte Vind, og fortsatte:

"Altså, hvis vi siger ja til alle 98 kommuner, har vi jo ikke mulighed for at evaluere og følge op på det hele – det siger næsten sig selv."

NB-Kommune har spurgt Birgitte Vind om årsagen til partiets holdningsskift:

"I B156 lagde Venstre op til, at kommuner selv skulle kunne vælge indenfor hvilke velfærdsområder, kommunerne gerne vil sættes fri. Statsministeren lægger op til at udvide velfærdsaftalerne inden for de tre områder, folkeskoler, daginstitutionerne og ældrepleje, hvor arbejdet allerede er i gang," skriver Birgitte Vind i en sms til NB-Kommune.

Sidst opdateret: 02/01/2022 - 20:38

Emner: Socialdemokratiet, Astrid Krag (S)

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]