Skanderborg Kommune er gået med i forsøg på at få familier til at spise mere vegetarisk og mindre kød.

Skanderborg Kommune er gået med i forsøg på at få familier til at spise mere vegetarisk og mindre kød. - Foto: Skanderborg Kommune

Kommune prøver at få familier til at spise mere vegetarisk

100 familier skal i et forsøg spise mere plantebaseret mad i en måned og udfordre deres egne madvaner. Det sker som følge af et samarbejde mellem Skanderborg Kommune og Aarhus Universitet.

Udgivet: 21/12/2021

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

100 familier i Skanderborg skal i en måned spise flere grøntsager og mindre kød. Familierne er gået med til en 'challenge' (udfordring) efter at være blevet kontaktet af Skanderborg Kommune.

Hvad skal der til, før flere får lyst til at spise mere plantebaseret - og dermed mindre klimabelastende?

Det har en gruppe forskere ved Aarhus Universitet sat sig for at undersøge. I et månedlangt forsøg, kaldet PlantPro Challenge, vil de teste, hvordan 100 familier forholder sig til at have flere plantebaserede fødevarer i køleskabet. Og forsøgsfamilierne kommer alle sammen fra Skanderborg Kommune, oplyser kommunen.

Måtte sige nej til deltagere

Forsøget har fået ansøgninger fra så mange interesserede familier, at man har været nødt til at sige nej til nogen, fortæller professor Jessica Aschemann-Witzel, der på Aarhus Universitet arbejder med værdiskabelse i fødevaresektoren:

"Der har været overvældende interesse for at deltage i PlantPro Challenge i Skanderborg, og vi har fået rigtig mange forskellige husstande med. Det er rigtig godt for forsøget, og jeg glæder mig til at følge familiernes oplevelser med plantebaserede fødevarer," siger Jessica Aschemann-Witzel.

Alle deltagere i PlantPro Challenge får leveret et udvalg af plantebaserede fødevarer som supplement til deres vanlige madlavning. I løbet af forsøget, som varer fire uger, skal familierne løbende registrere, hvad de synes om maden, og om deres vaner i køkkenet ændrer sig. Kommunalt fokus på mad i 2022

I Skanderborg Kommune har klimamedarbejder Maria Molde været med til at rekruttere familier til forsøget. Hun fortæller, at fokus på mad og madvaner netop er et indsatsområde i kommunens klimaplaner i det nye år:

"Vores vaner i køkkenet betyder ikke kun noget for vores sundhed, men også for vores aftryk på klimaet. Det gælder både i forhold til det, vi køber ind, og det, vi smider ud. Derfor er det megafedt, at så mange Skanderborg-familier har lyst til at kigge på deres egne madvaner i det her forsøg og samtidig dele deres erfaringer med andre," siger Maria Molde.

PlantPro Challenge begynder i midten af januar 2022.

Læs også:
Kommune vil halvere institutioners indkøb af kød

Fakta om Skanderborgs kostpolitik i 2022

I 2022 sætter Skanderborg Kommune fokus på klimakost, mindre madspild og mere økologi. Mens 100 familier deltager i PlantPro Challenge, tager køkkenprofessionelle, pædagoger og ledere i kommunale institutioner skridt mod at reducere madspild med 25 procent og indkøb af kød med 50 procent.

I folkeskolen gennemføres særligt tilrettelagte undervisningsforløb med fokus på mad og madspild, og i januar 2022 er alle interesserede inviteret til gratis online-klimacafé med plantesygeplejerske Stig Ladefoged. Indsatserne er en del af Skanderborg Kommunes Klima-, Energi- og Ressourcepolitik.

Sidst opdateret: 21/12/2021 - 10:57

Temaer: Klima

Emner: Indkøb, Skanderborg Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]