
"Vi må selvfølgelig erkende, at sagerne er dårlig reklame for kommunaldirektørerne," siger deres formand, kommunaldirektør Niels Nybye Ågesen. - Foto: Vejle Kommune
Formand: 'Sagerne er dårlig reklame for kommunaldirektørerne'
To kommunaldirektører bliver efterforsket af politiet, og i fjor blev én dømt. Nu forsikrer formand for kommunaldirektørerne og KL-formand, at de kommunale topchefer og borgmestre gør alt for at have styr på deres bilag og udlæg.
Udgivet: 06/09/2021
Politiets efterforskere gransker bilag og andre forhold hos nu tidligere kommunaldirektører i Greve og Sorø. Det har sat spotlys på kommunaldirektørers omgang med borgernes penge. Og 'sagerne er dårlig reklame for kommunaldirektørerne', erkender formanden for deres forening.
Rod i bilagene og privat forbrug på kommunens regning har kommunaldirektørerne i Greve og Sorø gjort sig skyld i. Det har DR afsløret. De meget medieomtalte sager har kastet kritisk lys på kommunaldirektørerne generelt.
Sagerne ærgrer kommunaldirektør i Vejle og formand for kommunaldirektørernes forening KOMDIR, Niels Nybye Ågesen. NB-Kommune har interviewet ham om det generelle syn på kommunaldirektører ovenpå sagerne med de to politianmeldte kommunaldirektører - og sagen med kommunaldirektøren i Struer, der i fjor blev dømt for mandatsvig.
"Jeg hverken kan eller vil kommentere på de konkrete sager. Men vi må selvfølgelig erkende, at sagerne er dårlig reklame for kommunaldirektørerne," siger Niels Nybye Ågesen til NB-Kommune og fortsætter:
"Vi har titusindvis af medarbejdere, som vi skal fremstå som gode ledere for, og borgernes penge at forvalte. Så det er særdeles vigtigt, at vi har orden i eget hus."
Niels Nybye Ågesen mener, at kommunernes topchefer ovenpå sagerne gør sig ekstra umage for at have styr på deres udgiftsbilag og sørge for, at der er skudsikre interne procedurer for korrekt håndtering af udlæg og brug af kommunens kreditkort.
"Kommunaldirektørerne arbejder overordnet set for, at der er en konkret og effektiv kontrolkultur. Og det er mit klare indtryk, at bevidstheden om vigtigheden af det, er øget de seneste år," siger Niels Nybye Ågesen og fortsætter:
"Når jeg taler med mine kolleger, så er der ingen tvivl om, at det lægger alle på sinde, at man som kommunaldirektør er og fremstår som en topchef, der passer godt på borgernes penge."
"Hvor der historisk set måske har været mindre fokus på håndtering af bilag og udgifter, så er opmærksomheden hos ledelsen og borgmestrene øget markant de seneste par år."
Nultolerance i Vejle
På rådhuset i Vejle er der ifølge chefen Niels Nybye Ågesen ingen som helst slinger i valsen, når det gælder om at holde øje med borgmesterens og topchefernes brug af kommunale kreditkort og deres udlæg.
"I Vejle Kommune har vi nultolerance over for manglende bilag. Det vil sige, hvis et bilag bliver væk, så har vi en intern procedure. Den er, at ved et udlæg op til 1.000 kroner, kan man skrive et udførligt udgiftsbilag og aflevere den til sekretæren. Er det over 1000 kroner, så skal økonomidirektøren godkende det," forklarer kommunaldirektøren.
KL: 'Håndteret efter bogen'
Formanden for Kommunernes Landsforening, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard er ikke foruroliget over de to politianmeldte kommunaldirektører og den dømte kommunaldirektør i Struer.
"DR har tilsyneladende været rundt i alle kommuner og gået bilag efter. Så jeg antager, at de har fundet det, der har været værd at kigge på," siger Jacob Bundsgaard til NB-Kommune og fortsætter:
"For mig at se reagerer kommunerne og gør kort proces i der her sager. Mit indtryk er, at de rigtige kontrolfunktioner er tilstede, og sagerne er håndteret efter bogen."
Mere om sagerne mod kommunaldirektører her
Sidst opdateret: 06/09/2021 - 05:39
Emner: Regnskab, KL - Kommunernes Landsforening, Administration, Forvaltning, Jacob Bundsgaard næstformand for KL, Kommunaldirektør, KOMDIR - Kommunaldirektørforeningen i Danmark













































