Lige nu sakker Ishøj, Brøndby og Høje-Taastrup længst bagud i forhold til kommunernes vaccinationstilslutning.

Lige nu sakker Ishøj, Brøndby og Høje-Taastrup længst bagud i forhold til kommunernes vaccinationstilslutning. - Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Nyt smitteboom på vestegnen får borgmestre til at grue for efteråret

Lige nu oplever flere vestegnskommuner en markant smittestigning. Fortsætter tendensen kan en ny nedlukning komme på tale, mener borgmesteren i Brøndby.

Udgivet: 13/08/2021

Del artiklen:

Med en vaccineindsats i fuld gang troede mange nok, at større smittestigninger ikke længere ville være en realitet.

Men det er det fortsat i flere kommuner på den københavnske vestegn, hvor man lige nu oplever en stor stigning i antallet af smittede. Det skriver TV 2 Lorry.

I Brøndby Kommune er antallet af nye registrerede smittetilfælde gået fra 47 til 110 på bare én uge, hvilket er mere end en fordobling.

Og med et testkorrigeret incidenstal på omtrent 365 smittede per 100.000 indbyggere er Brøndby Kommune nu den hårdest ramte kommune i landet - skarpt efterfulgt af nabokommunerne Ishøj og Hvidovre.

En tendens, der giver Brøndbys borgmester, Kent Max Magelund (S), dybe panderynker.

- Vi har set en bekymrende stigning i antal smittede den sidste uge. Det er jeg rigtig ked af, og det hænger jo desværre sammen med en relativ lav vaccinetilslutning, siger han til TV 2 Lorry.

Brøndby har lige nu den næstlaveste vaccinetilslutning på landsplan - kun overgået af Ishøj. 64,4 proccent af indbyggerne i Brøndby har fået første stik, mens knap 57 procent er færdigvaccinerede. I Ishøj er det kun cirka 52 procent.

Særligt én ting bekymrer Brøndbys borgmester ved den nuværende tendens.

- Fortsætter udviklingen kan en ny nedlukning med blandt andet hjemsendelse af vores skolebørn komme på tale, og det skal vi gøre alt for at undgå, lyder det fra Kent Max Magelund.

Samme bekymring har Hvidovres borgmester, Helle Adelborg (S). I et opslag på Facebook skriver hun:

- Min bekymring går selvfølgelig på, at efteråret står for døren, og at vi alle nyder den frihed, som vi nu har fået igen. Så lad os sammen få smitten bragt ned igen, lyder det fra Helle Adelborg.

I Hvidovre er man gået fra 102 til 146 nye smittetilfælde den seneste uge, hvilket giver et testkorrigeret incidenstal på 305 smittede per 100.000 indbyggere.

Borgmester Helle Adelborg opfordrer derfor til, at borgerne i Hvidovre lader sig teste.

I Brøndby har Kent Max Magelund også et klart budskab til borgerne.

- Jeg opfordrer alle, der vil vaccineres, til at blive det nu. Også selvom man har haft corona, for man er bedre sikret med vaccinen, siger han.

Så sent som i sidste uge kunne TV 2 Lorry fortælle om et andet opråb.

Her var det Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler (K), der efterlyste mere data fra Sundhedsmyndighederne, så kommunen bedre kan målrette vaccinationsindsatsen.

Et forslag, som også flere andre vestegnsborgmestre bakkede op om - heriblandt Brøndbys borgmester. Indtil videre satser man dog på andre initiativer.

- Jeg ser frem til, at vi kan tilbyde vores borgere pop-up vaccination i uge 34 og 35, hvor man kan komme ind fra gaden og få sit stik. Det håber jeg, mange vil benytte sig af, så vi får bremset smitten, siger Kent Max Magelund.

Lige nu sakker Ishøj, Brøndby og Høje-Taastrup længst bagud i forhold til kommunernes vaccinationstilslutning.

Ingen af de førnævnte kommuner er dog i farezonen for at måtte lukke ned lige foreløbig.

Grænsen for, hvornår en kommune automatisk skal lukke, er et incidenstal på over 500. Tidligere gik grænsen ved 300.

For sogne gælder det, at der over en uge skal være over 1000 smittede per 100.000 indbyggere. Tidligere var grænsen 600.

Sidst opdateret: 13/08/2021 - 06:53

Emner: Brøndby Kommune, Hvidovre Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]