
Flemming Storgaard. - Foto: Ikast-Brande Kommune
Ikast-Brande skal have ny kommunaldirektør
Flemming Storgaard har valgt at stoppe som kommunaldirektør, når hans åremålsansættelse udløber i starten af 2027.
Udgivet: 17/06/2026
Flemming Storgaard stopper som kommunaldirektør i Ikast-Brande Kommune, når hans åremålsansættelse udløber den 31. januar 2027.
Han har været kommunaldirektør i ni år, og dertil yderligere ni år som økonomi- og vicekommunaldirektør.
Nu har han selv valgt at stoppe, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
"Jeg synes, at jeg med god samvittighed kan give stafetten videre. Ikast-Brande Kommune er en velfungerende kommune med en solid økonomi, og jeg synes, at tiden er inde til, at nye kræfter kommer til efter mine mange år på posten," siger Flemming Storgaard.
"Samtidig er jeg klar til at prøve noget nyt og også til at få lidt mere tid til andre ting end arbejde," tilføjer han.
Borgmester Ib Lauritsen (V) understreger, at man gerne havde beholdt Flemming Storgaard noget tid endnu.
"Det er ikke kommunens ønske, at vi skal skifte kommunaldirektør på nuværende tidspunkt. Personligt havde jeg håbet, at jeg kunne have kørt parløb med Flemming minimum et par år endnu," siger han og tilføjer:
"Men nu skal vi i arbejdstøjet og have fundet en ny kommunaldirektør, som skal stå i spidsen for vores organisation. Profilen skal vi bl.a. drøfte i gruppeformandskredsen, men jeg er ret sikker på, at vi går efter en person, som formår at videreudvikle kommunen med udgangspunkt i det særlige DNA, som vi har i Ikast-Brande Kommune."
Kommunen forventer at slå en stilling op i slutningen af august eller i starten af september. Samtidig ønsker man at finde en inden 1. november, så vedkommende kan tiltræde pr. 1. februar.
Sidst opdateret: 17/06/2026 - 15:34
Temaer: Navnenyt













































