
Gaslageret Gas Storage Denmark ved Nyrup på Sjælland bliver opbevaret 1,5 kilometer under jorden i et naturligt lager i sandsten. Den kan pumpes op og ned gennem rørene over jorden. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Strid om gasfyr: Kommuner og forsyninger efterlyser klar kurs fra Aagaard
Lars Aagaards (M) udmelding om, at en udfasning af gasfyr i 2035 er urealistisk møder kritik og sætter gang i debatten om retningen for Danmarks varmeforsyning.
Udgivet: 13/03/2026
Vi skal som udgangspunkt væk fra gasfyr som opvarmningskilde i de danske boliger og over til fjernvarme eller varmepumper som en del af den grønne omstilling.
Derfor er de danske boligejere de seneste mange år blevet opfordret til at udskifte deres gasfyr med en grønnere opvarmningsform.
Spørgsmålet er, hvor hurtigt det skal ske. Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) har i denne uge på LinkedIn erklæret, at tiden er løbet fra en udfasning af gasfyr i 2035.
Det har ført til kritik fra blandt andet erhvervsorganisationen Tekniq, som ikke mener, at vi i Danmark er tjent med uklare signaler om gassens fremtid.
Det skriver NB-Forsyning & Klima.
Men hvad er status med gassen i Danmark?
I 2025 var der 371.875 boliger med gasfyr i Danmark. Det svarer til, at 11 procent af de danske boliger blev opvarmet med gas i 2025.
Holbæk Kommune har allerflest boliger med gasfyr i hele landet. Hele 19.344 boliger brugte i 2025 gasfyr som opvarmningskilde. Det svarer til cirka 50 procent af Holbæks samlede boliger. Med sin nuværende gasforsyning betragtes kommunen derfor som en af Danmarks sidste store gasbyer.
Se hvordan tallene fordeler sig på kommuneniveau her:
Største stopklods for den grønne omstilling
Næstved er med sine 11.204 boliger med gasfyr i 2025 også en af de store gaskommuner i Danmark.
Formand for teknik- og klimaudvalget i Næstved Kommune, Rune Kristensen (K), er ikke tilfreds med Lars Aagaards udmelding om, at tiden er løbet fra en udfasning af gas i 2035.
"Vi har i Næstved kastet os ind i kampen for at få grøn varme ud i stuerne. Vi har bare stødt panden mod en mur, og den mur hedder Christiansborg. Jeg synes, at vi er blevet mødt af en kold spand vand, og derfor virker det tomt, at ministeren pludselig vil vise handling midt i en valgkamp. Det er tomme ord, og de kommer for sent," siger Rune Kristensen til NB-Forsyning & Klima.
Udvalgsformanden mener, at man i for lang tid har indrettet fjernvarmen, så den ikke økonomisk har kunnet konkurrere med gas eller varmepumper. Det har ifølge Rune Kristensen været dømt til at gå galt.
"Vi har faktisk fået nogle fjernvarmeprojekter igennem i Næstved, men det er på trods af systemet, ikke på grund af det," siger han.
Det er ifølge Rune Kristensen vigtigt, at der i Næstved og i de andre gaskommuner kommer grøn fjernvarme. Lige nu lukker vi varme ud i luften i stedet for at få den ind i husene.
"Fjernvarme er den rigtige løsning. Gassen skal udfases. Så simpelt er det," siger Rune Kristensen og knytter en kommentar til ministerens udmelding:
"Jeg kan godt forstå, at man som forbruger kan synes, at politikerne famler lidt i blinde med alle de forskellige signaler, der hele tiden kommer fra ministeren. Det har været et kæmpe problem. Han har nærmest været den største stopklods for den grønne omstilling på varmeområdet."
Læs hele historien på NB-Forsyning & Klima.
Sidst opdateret: 13/03/2026 - 11:15
Temaer: Varme













































