Borgmestre dominerer sundhedsrådene i øst: "Det handler om at sende det stærkeste kort"
Kommunerne i den nye Region Østdanmark bliver i overvejende grad repræsenteret af borgmestre i sundhedsrådene. Der er meget på spil for især de sjællandske kommuner i sammenlægningen af de to regioner, mener både ekspert og borgmester.
Udgivet: 31/10/2025
Mens mange jyske og fynske kommuner sender deres udvalgsformænd, holder flere sjællandske kommuner fast i, at det er borgmesteren, der skal repræsentere kommunen i de kommende sundhedsråd.
Begrundelserne spænder fra politisk vægt til strategisk indflydelse i den kommende region Østdanmark, viser NB-Økonomis gennemgang af kommunalbestyrelsernes behandling af de vedtægtsændringer, udpegningen til sundhedsrådene kræver.
Sundhedsrådene får stor politisk og økonomisk magt, når de skal være bindeleddet mellem det regionale og lokale sundhedsvæsen.
Ud af de i alt 46 kommuner i den sammenlagte Region Østdanmark peger 30 kommuner på borgmestre som kommunens repræsentant.
Der vil komme betydelige økonomiske diskussioner i de nye sundhedsråd – blandt andet om, hvor sundhedshuse og lokale tilbud skal placeres. Det gør det endnu vigtigere for kommunerne at have nogen med tyngde i rummet.
Mickael Bech, professor i sundhedsledelse- og politik på Syddansk Universitet
Usikkerhed får borgmestre til at prioritere sundhedsrådene
Professor i sundhedsledelse- og politik på Syddansk Universitet Mickael Bech vurderer, at udviklingen på Sjælland handler om usikkerhed og magtpositionering i den nye regionale struktur.
”Kommunerne i den kommende Region Østdanmark står i en særlig situation. Der er usikkerhed om, hvordan samarbejdet med regionen kommer til at fungere – og det får borgmestrene til at melde sig ind i kampen med tungere stemmer,” siger han.
Han peger på, at det især handler om at sikre indflydelse på fordelingen af midler og placeringen af nye sundhedstilbud:
”Der vil komme betydelige økonomiske diskussioner i de nye sundhedsråd – blandt andet om, hvor sundhedshuse og lokale tilbud skal placeres. Det gør det endnu vigtigere for kommunerne at have nogen med tyngde i rummet.”
Ifølge Bech er valget af borgmestre et klart signal:
”Når man ikke på forhånd har et veletableret samarbejde, vælger man de stærkeste kort – og det er borgmestrene,” siger Mickael Bech.
Konkrete sager på spil
For Køge er der konkrete sager på spil. Det handler om at sikre opgaver til Universitetshospitalet Køge og at kæmpe for økonomiske ressourcer og læger ud til alle dele af regionen.
Når borgmesteren træder ind i lokalet, vejer stemmen bare tungere. Det handler om at sende det stærkeste kort.
Marie Stærke (S), borgmester Køge Kommune
En kamp, borgmester i Køge Marie Stærke (S) mener, kræver en borgmesters fulde vægt.
”Der er så meget på spil for borgerne, især i Region Sjællands del. Det bliver rigtig svært for (den nuværende red.) Region Sjællands kandidater at blive valgt til regionen, så hvordan skal vi sikre Region Sjællands borgeres interesser i de nye sundhedsråd? Det må vi så gøre via borgmestrene,” siger Marie Stærke.
Kan tale med en tungere stemme
Den primære årsag er en dyb bekymring for den nye regionsstruktur, hvor det gamle Region Sjælland lægges sammen med Region Hovedstaden.
Hun peger på, at borgmesteren både har den nødvendige tyngde og tilgængelighed i hverdagen:
”Når borgmesteren træder ind i lokalet, vejer stemmen bare tungere. Det handler om at sende det stærkeste kort.”
"Som borgmester har du adgang til forvaltningen og kan rydde kalenderen i dagtimerne, hvor andre måske har et job ved siden af det politiske hverv. Alt mulig respekt for udvalgsformænd, men når de træder ind i et mødelokale, så er deres stemme simpelthen bare ikke nær så tungt, som en borgmesters stemme vil være, når man træder ind og siger, det her er altså noget, der er vigtigt for Køge," forklarer hun.
En trænet politisk håndværker
Udover den rene autoritet peger Marie Stærke på det politiske håndværk. En borgmester er, ifølge hende, bedre trænet i de forhandlinger, der uundgåeligt vil komme. Hun nævner evnen til at indgå alliancer som en kernekompetence, borgmesteren bringer til bordet.
"Helt det politiske håndværksmæssige, der er en borgmester bare mere trænet og taler med en tungere stemme," siger hun.
Sidst opdateret: 09/06/2026 - 15:26
Temaer: Sundhedsråd













































