Kommuner får penge til stormflodssikring i den nye finanslov for 2024.

Kommuner får penge til stormflodssikring i den nye finanslov for 2024. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Borgerlige står bag finanslov: Vi kan lige så godt få noget

Regeringen har flertal og kan gøre, hvad den vil, så borgerlige partier har kæmpet for små sejre. Der er også ekstra tilskud og puljer til udkantsområder.

Udgivet: 27/11/2023

Del artiklen:

Det er bedre med en lille bid af kagen end at blive hjemme fra festen, lyder rationalet fra flere borgerlige partier, som er med i finansloven for næste år.

Af Folketingets 12 partier er det kun Enhedslisten, som ikke er med, og det er dermed en usædvanligt bred aftale.

- Regeringen har et flertal, og den kan gøre, hvad den vil. Når det er virkeligheden, så har vi valgt at sige: Skal vi ikke sætte os ind og prøve at få noget, der er vigtigt for os, siger Søren Pape Poulsen (K).

De Konservative har kastet alle forhandlingskræfter efter én ting: En forhøjelse af servicefradraget. Det er fradrag for serviceydelser i hjemmet som rengøring, børnepasning eller pudsning af vinduer.

Fradraget, som i år er på 6600 kroner, hæves i 2024 til 11.900 kroner med finanslovsaftalen, som 11 partier står bag. Det anslås af Finansministeriet at koste statskassen 40 millioner.

- Vi har simpelthen bare taget ad notam, at vi har en flertalsregering, og den kan lægge det finanslovsforslag frem, den gør, og den kan vedtage det, siger Pape.

I Liberal Alliance kaldes aftalen af partiformand Alex Vanopslagh for "uambitiøs" og "ligegyldig" i et svar på mediet X.

- Når finansloven kan samle alt fra Alternativet til Liberal Alliance, så er det, fordi finansloven er et spejlbillede af regeringen: Den er ligegyldig. Uambitiøs. Uden retning for Danmark, skriver formand Alex Vanopslagh.

I et svar på, hvorfor partiet alligevel er gået med, skriver han:

- Hvorfor skulle vi ikke også gøre vores indflydelse gældende og hente de stik hjem, vi kan, i en harmløs finanslov?

Liberal Alliance fremhæver, at partiet er gået med i finansloven for at få stoppet en ellers planlagt stigning i bundfradraget for elbiler, som skulle være steget i 2024 og 2025. Det holdes på uændret niveau de kommende år.

Finansordfører Ole Birk Olesen langer ud efter de politiske kommentatorer:

- Jeg tror ikke rigtig på den fortælling om, at når finansminister Wammen vil dele ud af statsmilliarderne, så er det udtryk for en stor sejr for regeringen og finansministeren.

- Det er sådan set ret nem politik at dele ud af penge. Men I hopper på den hver gang. Uh, hvilken dygtig finansminister, vi har. Hvilken dygtig regering, vi har, de kan finde ud af at dele penge ud.

Der afsættes i finansloven blandt andet en akutpakke til havmiljøet for 400 millioner kroner, mens ældreplejen og regionernes akutberedskab styrkes med 700 millioner.

Der er også penge prioriteret til udkantsområder med tilskud til gymnasier, akutlægebiler og stormflodssikring.

Finansministeren er "glad for", at Liberal Alliance er med, og han mener, at resultatet er bedst, fordi der både er røde og blå partier med i aftalen.

- Det har givet mulighed for, at vi kan investere i noget af det, som er vigtigst for danskerne: Vores ældrepleje, vores indsats for vandmiljøet, børns trivsel. Og det kan man da godt synes, er uambitiøst. Jeg synes, at det er rigtig vigtigt, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

Inflation præger investeringer

Da finansministeren på formiddagens pressemøde bliver spurgt til kommunernes stramme økonomi, fremhæver han de ekstra midler til ældreområdet, som partierne bag finansloven har afsat. Samtidig påpeger han behovet for at føre en restriktiv finanspolitik i lyset af de seneste par års prisstigninger.

- Vi går lige til stregen med denne finanslov. Inden for ansvarlige rammer investerer vi alt det, vi kan i velfærden og i øvrigt også i den grønne omstilling.

- Det er rigtigt, at inflationen er lav nu, men for ikke særligt længe siden var inflationen den højeste i fire årtier, siger Nicolai Wammen (S).

Udkantsområderne tilgodeses

Udkantsområderne bliver også tilgodeset med flere penge.

Det sker eksempelvis med tilskud til gymnasier i yderområder på 110 millioner kroner, en ny pulje til kommuner ramt af stormfloder og højere kørselsfradrag for pendlere i yderkommuner.

- Vi er lykkedes med at lande en samlet aftale med blandt andet vigtige prioriteter i forhold til udvikling af landdistrikterne, siger Venstres indenrigs- og sundhedsminister, Sophie Løhde (V).

Hun fremhæver også billigere færgebilletter til små øer.

Finansloven opretter en ekstraordinær anlægspulje på 125 millioner kroner, der kan søges af kommuner. Det er ofte kommuner i geografiske yderområder, der har kvaler ved stormfloder.

Da regeringen præsenterede sit udspil til finansloven, var der lagt op til en forhandlingsreserve på 500 millioner kroner, som Folketingets øvrige partier kunne forhandle om. Den pulje er undervejs i forløbet blevet øget til 956 millioner kroner. Dermed har partierne kunnet forhandle flere prioriteter med i aftalen.

Et eksempel på det er, at De Radikale og Danmarksdemokraterne er gået sammen om at støtte gymnasier i yderkommuner.

Gymnasier i udkantsområder har haft en trang økonomi, der dels afhang af et tilskud. Finansloven viderefører en midlertidig forhøjelse af udkantstilskuddet til almene gymnasier fra 2024 til 2027.

Der gives også 275 millioner kroner til et øget akutberedskab, som eksempelvis kan gives til flere akutlægebiler, der kan komme hurtigere ud i yderområder.

Læs hele finanslovsaftalen her.

jornns/jn/ritzau/

Sidst opdateret: 27/11/2023 - 12:18

Emner: Finanslov

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]