
Stormflodsaffaldspladsen ligger ved Hejlsminde Lystbådehavn, og de kommende dage åbner kommunen lignende pladser ved Binderup Strand, Trappendal Strand og Grønninghoved Strand. - Foto: Foto: Kolding Kommune
Nyt tiltag: Stormflodsaffaldspladser
Stormflodsramt kommune åbner midlertidige affaldspladser i fire sommerhusområder.
Udgivet: 25/10/2023
Oprydningen i den stormflodsramte del af landet er i fuld gang. Kolding Kommune åbnede tirsdag den første af fire stormflodsaffaldspladser, som kommunen stiller til rådighed i sommerhusområderne, hvor vandet forårsagede store skader i sidste uge.
Løbende vil kommunen tømme containerne, der som udgangspunkt vil stå til fri afbenyttelse indtil den 6. november på de fire pladser. Samtidig vil de normale affaldsbeholdere i sommerhusområderne blive tømt oftere end normalt, oplyser kommunen.
"Det er muligt at komme af med beton (fx fliser), hårde hvidevarer, køleskabe og frysere (tømt for madvarer), ødelagte tæpper, polstrede møbler, madrasser og vraggods. Typen af affald er markeret på de enkelte containere", skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Stormflodsaffaldspladsen, der blev etableret tirsdag, ligger ved Hejlsminde Lystbådehavn, og de kommende dage åbner kommunen lignende pladser ved Binderup Strand, Trappendal Strand og Grønninghoved Strand.
Sidst opdateret: 25/10/2023 - 11:32
Temaer: Klima
Emner: Klima, Kolding Kommune













































