
Den folkeejede parks ni kystnære møller ville tydeligt kunne ses fra den berømte strand på Dueodde. Initiativtagernes ambition var, at havvindmøllerne skulle stå klar i 2026, men efter Energistyrelsens afslag bliver det næppe tilfældet. - Foto: Visualisering: Bornholms Havvind
Borgmester ærgrer sig over afslag på unik park: 'Vi skal sørge for borgerne er motiverede'
Grønne projekter bliver mest levedygtige, hvis borgerne har været med fra starten, som det er tilfældet med bornholmsk havvindmøllepark, mener borgmester. Energistyrelsen har netop givet lokale ansøgere afslag på afgørende ansøgning.
Udgivet: 25/10/2023
En borgerejet havvindmøllepark med ni kystnære vindmøller sydøst for Bornholm stod ifølge eksperter i energiplanlægning til at blive et pionerprojekt, der kunne vise, at grøn omstilling i stor skala faktisk kan gennemføres med borgerne og lokalsamfundet som aktive parter. Derfor har det vakt opsigt, at Energistyrelsen netop har givet afslag på den forundersøgelse, som Bornholms Havvind havde søgt om at få tilladelse til.
Borgmester på Bornholm Jacob Trøst (K) er skuffet over, at energimyndighederne har vendt tommelfingeren nedad.
”Jeg synes, det er ærgerligt, at et borgerbåret projekt bliver standset. Mange projekter er mest levedygtige, og borgerne tager det største ejerskab, hvis de selv har været med fra starten”, siger Jacob Trøst til NB-Kommune.
Han er bekymret for, hvad afslaget kan betyde for borgerinddragelsen og borgernes lyst til at engagere sig i den grønne omstilling.
”Generelt skal vi for større projekter i samfund sørge for, at borgerne er motiverede for at gå ind og tage ansvar. Set i det lys synes jeg, det er ærgerligt”, siger den konservative borgmester.
Milliardprojekt
Bornholms Havvind stiftede sidste år et borgerenergifællesskab, hvis medlemmer vil få ret til at købe strøm fra vindmølleparken til kostpris – og dermed få adgang til billigere strøm. Man kunne kun blive medlem af fællesskabet som strømforbruger på Bornholm. Desuden er der stiftet to havvindmøllelav, som virksomheder, foreninger eller borgere kan tegne andele igennem.
De ni vindmøller med en samlet kapacitet på 100 megawatt skulle opføres mellem 5,5 og 8 kilometer fra Nexø og Dueodde på det sydøstlige Bornholm, såfremt de statslige tilladelser kom på plads, og det samtidig kunne lykkes at rejse kapital til parken, der anslås at koste cirka 1,7 milliarder kroner at opføre.
Du har som borgmester en fornemmelse af folkestemningen. Tror du, det ville være realistisk at opnå tilstrækkelig opbakning til havvindmølleprojektet?
”Befolkningen ser blandet på det, vil jeg mene. Nogle af dem, som har sommerhus dernede, ønsker ikke at få udsigt til vindmøller. Andre synes, det er et fantastisk projekt. Det er svært at fornemme fordelingen. Men selve idéen om, at det er borgerbåret og -initieret, er med til at give en god folkestemning, når man ved, at det er borgere i lokalsamfundet, der kæmper for det”, siger Jacob Trøst.
Hvad har kommunen i din tid som borgmester gjort for at støtte det borgerdrevne havvindprojekt?
”Som kommune skal vi stå for myndighedsbehandlingen, så derfor er vi ikke gået ind økonomisk i projektet, fordi vi så ville risikere at blive inhabile. Senere ville det komme på tale, om kommunen skulle købe andele. Det vil i så fald være noget, der skulle op i kommunalbestyrelsen. Men indtil videre har vi holdt os til at være myndighed i stedet for at gå aktivt ind i udviklingen af projektet”, fortæller Jacob Trøst.
Kommunen har i hans borgmestertid holdt en lav profil i kampen for den kystnære havvindmøllepark, fortæller borgmesteren, der har i stedet har brugt masser af kræfter på det 30 gange større havvindmølleprojekt Energiø Bornholm.
”Jeg har koncentreret mig om lobbyarbejdet for Energiø Bornholm i forhold til at sikre borgerne og lokalsamfundet kompensation - særligt med henblik med den store transformerstation, vi skal have på Bornholm. Vores situation er unik, fordi den type transformerstation ikke findes i Danmark og derfor heller ikke i lovgivningen”, fortæller han til NB-Kommune og tilføjer, at han også har kæmpet for forbedringer af VE-loven, der også ville komme lokalsamfundet til gode, hvis den borgerejede havvindmøllepark blev til virkelighed.

Promoveret af kommunen
Før Jacob Trøst blev valgt som borgmester i 2021, var Bornholms Regionskommune mere aktivt involveret i det folkeligt forankrede havvindmølleprojekt, som den bornholmske initiativgruppe har arbejdet på i en håndfuld år. Parken på 100 MW indgik som et element i energistrategien, og kommunen vedtog i foråret 2021 en handleplan, der omfattede iværksættelsen af en lobbyindsats for at få Christiansborg til at opgive en arealreservation, der på daværende tidspunkt var i vejen for havvindmølleprojektet. Der blev samtidig afsat 125.000 kr. til juridisk rådgivning.
”Etableringen af 100 MW havvindmølleparken er et folkeligt forankret initiativ. Således er Bornholms Regionskommunes rolle primært understøttende. Indtil der er en afklaring om arealreservationen, som pt. hindrer, at næste skridt i form af en forundersøgelsesansøgning kan iværksættes, fokuseres administrationens ressourcer på at understøtte landspolitisk dialog. Dernæst vil administrationen undersøge det juridiske råderum samt bidrage til at sikre den folkelige opbakning til projektet”, stod der i handlingsplanen.
Det lykkedes ikke kommunen og initiativgruppen at få staten til at opgive arealreservationen syd for Bornholm. I stedet for skiftede havvindgruppen hest og identificerede et alternativt areal sydøst for Nexø. Her løb Bornholms Havvind imod en ny mur, da åben dør-ordningen i slutningen af 2022 blev sat i bero. Det kontroversielle forløb blev indledt med en påstand om, at åben dør-ordningen skulle være i strid med EU-lovgivningen, men regeringen har endnu ikke fremlagt nogen dokumentation for, at EU-Kommissionen skulle have nogen indvendinger.
'Serveret på et sølvfad'
Folkene bag Bornholms Havvind, der bliver slået op på at være "100 % lokalt og folkeejet", har erklæret, at de vil kæmpe videre trods afslaget. Forpersonen for initiativgruppen bag havvindmølleparken, Helle Munk Ravnborg, er stærkt utilfreds med regeringen og minister Lars Aagaard (M), der tidligere på måneden fremsatte et udspil, der har til formål at øge den lokale opbakning til bl.a. vindmølleparker.
”Det virker fuldstændig besynderligt, selvmodsigende og barokt, at man får serveret alt det, man ønsker sig, på et sølvfad, og så siger man nej til det. Det virker komplet uforståeligt. Det gør det svært at tro på de politikere, der siger, at de gerne vil den folkelige opbakning. Deres ord klinger hult”, siger Helle Munk Ravnborg, der i øvrigt sidder i kommunalbestyrelsen på Bornholm for Enhedslisten, til Information.
En stribe grønne aktører har talt Bornholms Havvinds sag. I juni gik Rådet for Grøn Omstilling, Greenpeace, Vedvarende Energi, Den Grønne Ungdomsbevægelse, Klimabevægelsen i Danmark sammen om en underskriftsindsamling for at støtte det borgerdrevne initiativ. Kristian Borch, der er ph.d. og lektor i bæredygtig energiplanlægning ved Aalborg Universitet, peger på, at projektet kunne modbevise, at borgerne per definition er imod store vedvarende energiprojekter.
”Det handler om, at man får medindflydelse, og man får noget ud af det. Grunden til, at vi har fået så få vindmøller op på det sidste, er jo netop borgernes modstand, fordi de oplever det udemokratisk, når de ikke bliver ordentlig inddraget”, siger Kristian Borch til DR.
Han mener, at politikerne, der har kompetencen til at give Bornholms Havvind en chance for at blive realiseret, glemmer to ting.
”Den ene er, at det her har meget stor værdi for Bornholm. Det andet er, hvis vi gerne vil have en demokratisk energiomstilling, så er det sådan et projekt her, der skal til”.
Energistyrelsens formelle grund til at give afslag er, at udnyttelse af energi i forundersøgelsesområdet ikke er ”relevant”. Denne vurdering er foretaget med henvisning til havplanen, som der blev indgået en politisk aftale omkring i juni, men som imidlertid ikke er ophøjet til lov endnu. I havplanen er arealet ud for Nexø ikke udlagt til nogen bestemte formål, heller ikke vedvarende energi.
Energistyrelsen henviser i afslaget til dette punkt fra den politiske aftale: ”Aftalepartierne noterer sig, at regeringen er ved at afklare de nærmere rammer omkring åben dør-ordningen, og at der ikke udlægges nye arealer til berostillede kommercielle åben dør-projekter”.
Ud over at Bornholms Havvind sår tvivl om, hvorvidt projektet kan anses for at være ”kommercielt”, når det er forankret i et borgerenergifællesskab, mener borgergruppen ikke, at en politisk aftale bør være tilstrækkeligt grundlag til at træffe en myndighedsafgørelse, som Energistyrelsen har gjort.
Styrelse: Afslag var eneste mulighed
I et svar sendt på skrift til den lokale presse skitserer vicedirektør Stig Uffe Pedersen i Energistyrelsen, hvorfor ansøgningen fra Bornholms Havvind ikke kunne imødekommes:
”Energistyrelsen vil ikke lovligt kunne give forundersøgelsestilladelse til Bornholms Havvindmøllepark eller andre åben dør-projekter, hvor der ikke allerede er udlagt arealer til vedvarende energi i Danmarks Havplan. Og selvom områderne har et udlæg i Havplanen, vil projekterne skulle konkurrenceudsættes, da Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Energistyrelsen har vurderet, at den nuværende åben dør-ordning er i strid med EU-retten”, siger vicedirektøren ifølge Bornholms Tidende.
De lokale havvindforkæmpere overvejer deres næste skridt, skriver Borgerenergifællesskabet Bornholms Havvind i et nyhedsbrev:
”Vi håber naturligvis på, at det åbenlyst uhensigtsmæssige afslag til Bornholms Havvind vil få politikerne til at vågne op og tage ansvar, så det også fremover vil være muligt at etablere kystnære og lokalt forankrede havvindsprojekter”.
Sidst opdateret: 25/10/2023 - 10:25
Temaer: Klima
Emner: Klima, Bornholms Regionskommune













































