
En medarbejder i Aarhus Kommune inviterede tre lokalpolitikere på rundtur i rådhusets kælder til test af asbestholdigt materiale. Det har nu kostet ham jobbet. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Kommunal medarbejder fyret efter rundvisning for tre byrådsmedlemmer
En 'vellidt' og 'betroet' medarbejder i Aarhus Kommune er blevet fyret, efter han inviterede tre byrådspolitikere ned i en kælder, der er befængt med asbest-rester. Medarbejderen brød en forsegling for at vise, at kommunens målinger ikke er korrekte.
Udgivet: 23/08/2023
Aarhus Kommune må regne med en ekstra rengøringsfaktura på omkring 200.000 kroner, efter at en medarbejder sammen med tre lokalpolitikere ignorerede en forseglet dør i kælderen under rådhuset.
Bag døren er der nemlig placeret asbestholdige materialer, og ved at bryde forseglingen, har de muligvis slæbt asbestforurening med rundt i andre af kælderrummene - derfor skal kommunen nu betale den ekstra rensning og rengøring. Det skriver Århus Stiftstidende.
De tre byrådsmedlemmer med på kælderrundturen var Jakob Søgaard Clausen (DD), Henrik Arens (løsgænger) og Metin Aydin (R). De var inviteret af medarbejderen, der ville påvise, at kommunens målinger af mængden af asbest var upræcise, og det ved at lave sin egen prøve. Det bekræfter politikerne over for avisen:
"Det er der ingen grund til at lægge skjul på. Han inviterede os derned, fordi han var bekymret over den måde, sagen om asbest blev håndteret. Og det har jo vist sig, at han havde ret," siger Jakob Søgaard Clausen til Århus Stiftstidende og henviser til, at et laboratorie, som prøverne efter besøget blev sendt til, er kommet frem til nogle andre svar end dem, kommunen selv har fået.
Trods fyringen føler politikerne sig ikke medansvar for, at Teknik- og Miljøafdelingen efterfølgende har fyret medarbejderen for forseelsen:
"Nej, han har selv inviteret os derned, og så går jeg ud fra, at fagforeningen tager den derfra. Prøverne (af asbest, red.) har jo vist, at han havde ret, så der er vel mere tale om en form for whistleblower-aktion," siger Jakob Søgaard Clausen.
Det er Henrik Arens enig i. Han er dog ærgerlig over, at rundturen er endt med en fyring af medarbejderen:
"Medarbejderens prøver har jo vist, at han havde ret i sine bekymringer om kommunens håndtering. Så det nærmer sig en form for whistleblower-sag. Med det sagt, så er det jo en personalesag, som jeg er sikker på, fagforeningen håndterer," siger Henrik Arens til Århus Stiftstidende.
Sidst opdateret: 23/08/2023 - 11:24
Emner: Aarhus Kommune







































