Borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S), kan glæde sig over udsigten til millioner i selskabsskatteindtægter

Borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S), kan glæde sig over udsigten til millioner i selskabsskatteindtægter - Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix

Aarhus Kommune scorer 600 millioner fra øvrige kommuner i 2025

Kæmpeoverskud hos energihandlere sikrer Aarhus Kommune gevinst på 600 millioner kroner i 2025. Det særlige balancetilskud betyder, at alle de øvrige kommuner skal betale.

Udgivet: 10/08/2023

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Oliver Gantriis

Jounalist

Del artiklen:

Byrådet i Aarhus kan glæde sig over en kæmpegevinst på over 600 millioner kroner, når den ekstra selskabsskat fra fire store energihandlere lander i kommunekassen i 2025. Til gengæld må resten af landets kommune indstille sig på, at de skal finde et tilsvarende beløb, som de taber på grund af tilskuds- og udligningssystemet for kommunerne.

"Det er helt uanstændigt, at vi skal ud og skære varme hænder væk i Esbjerg, fordi nogle energiselskaber med adresse i en anden kommune har haft rekordoverskud. Det viser med al tydelighed den tilfældighed, som er indbygget i vores nuværende tilskuds- og udligningsystem," siger borgmester Jesper Frost Rasmussen i Esbjerg (V). Det isolerede tab for Esbjerg bliver i 2025 cirka 12,3 millioner kroner.

Det viser beregninger som NB-Økonomi har lavet på baggrund af en rapport fra HBS Economics.

Den kraftige effekt af de uventede store overskud i energiselskaberne har tydeliggjort effekterne af ændringer i kommunernes indtægter fra selskabsskat. Principielt er effekten ikke anderledes end når eksempelvis Lego eller Novo har et rekordår, men tilfældigheden her bliver bare ekstra stor.

Årsagen til at energihandlerne rekordoverskud får så store konsekvenser er, at Århus på grund af en række tilfældigheder har udviklet sig til et globalt center for energihandlere. De fire store energihandlere med adresse i Aarhus skal for 2022 betale knapt otte milliarder ekstra i selskabsskat og heraf lander 14,24 procent eller cirka 1,3 milliard kroner i kommunekassen i Aarhus.

Før udligning modtager Aarhus Kommune næste år cirka 1,1 milliard kroner, og derfor er ekstraindtægten på 1,3 milliarder kroner rundt regnet en fordobling af kommunens indtægter fra selskabsskat. Og meget tyder på, at de store overskud hos energihandlerne vil fortsætte de kommende år.

Værdien af de ekstra indtægter fra selskabsskat er langt mere værdifuld for Aarhus Kommune end en tilsvarende indtægt fra personskatter. Årsagen er, at der kun er 50 procent udligning på selskabsskat, mens Aarhus Kommune betaler 75 procent i udligning af ekstra indtægter fra personskatter.

Alle andre kommuner bliver straffet

De ekstra selskabsskatteindtægter i Aarhus rammer alle landets øvrige kommuner, fordi staten som led i det kommunale tilskud- og udligningssystem modregner ekstraindtægten i Aarhus i alle kommuners bloktilskud via balancetilskuddet.

Helt præcist mister alle kommuner 212,50 kroner pr. borger i bloktilskud, og dermed cirka 106 kroner pr. indbygger efter de har modtaget udligning.

Selvom 100 kroner pr. indbygger kan lyde som et lille beløb, så er det eksempelvis 12,4 millioner kroner for Esbjerg og knapt seks millioner fra en gennemsnitskommune.

Sagen om de ekstra indtægter i Aarhus accelerer en løbende strid om udligning af selskabsskatter, fordi det nuværende system betyder, at kun 18 primært storbykommuner har en nettogevinst fra selskabsskat, mens resten af kommunerne taber penge på selskabsskatten.

Læs også:
Forstå på tre minutter: Sådan påvirker selskabsskatten kommunernes økonomi

De fire firmaer

De fire virksomheder er Dansk Commodities A/S, Energi Danmark A/S, In Commoditites A/S og MFT Energy A/S (Group). Virksomheders overskud løber foreløbigt op i 40,3 milliarder kr. Ifølge HBC Economics står de tre første virksomheder for 65% af hele energihandelsbranchens (foreløbige) overskud for 2022. Branchen består af mange aktører, men det er få store aktører der står for en stor del af hele branchens overskud. Da fire af de store aktører har hoveddelen af deres aktivitet og medarbejdere i Aarhus, vil størstedelen af skatteindtægterne tilfalde Aarhus kommunen.

Sidst opdateret: 10/08/2023 - 09:50

Emner: Skat

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]