
- Foto: Odder Kommune
Snart kan du afprøve ø-livet, inden du køber hus
Udgivet: 01/06/2023
Efter en lang periode med mismod, fordi alle børnefamilier med undtagelse af én forlod Tunø, er der stadig håb for en livlig ø.
Det skriver Aarhus Stiftstidende.
Der vil nemlig i løbet af et par år blive opført otte lejeboliger, hvor blandt andre familier kan afprøve ø-livet, inden de køber hus. Det var kommunalbestyrelsen i Odder Kommune, der på sit seneste møde nikkede ja til et byggeri med den almene boligorganisation Domi Bolig.
Boligorganisationen vil for 990.000 kroner købe dele af den lukkede skole, Tunø Skole, for at bygge otte familieboliger.
Medformand i ø-udvalget Tim Grønbech er meget begejstret for det nye initiativ med Domi Bolig og betegner det som endnu en opfyldelse af den udviklingsplan, som kommunalbestyrelsen vedtog i december.
"Vi kan næsten ikke få armene ned igen af bare glæde, fordi der sker så mange positive ting her på Tunø: Vi har fået fordoblet antallet af færgeafgange, der er blevet bestilt en ny el-færge, vi har fået ansat et nyt købmandspar, og nu bliver der så bygget lejeboliger," siger Tim Grønbech til Aarhus Stiftstidende.
Politikerne og boligorganisationen er blevet enige om, at de deler udlejningsrisikoen ligeligt, hvis for eksempel et hus står tomt.
nannakk
Sidst opdateret: 31/05/2023 - 13:19
Emner: Aarhus Kommune, Odder Kommune







































