
Konservatives formand Søren Pape Poulsen bor i Viborg, hvor han er tidligere borgmester. Der er også blevet snaget i personoplysninger om ham. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)
Bortviste medarbejdere i kommune snagede i Søren Papes oplysninger
Udgivet: 27/04/2023
De Konservatives partiformand, Søren Pape Poulsen, var en af de 477 borgere i Viborg Kommune, hvis private oplysninger er blevet tilgået uretmæssigt.
Det siger Søren Pape Poulsen, der er tidligere borgmester i kommunen, til Viborg Stifts Folkeblad.
To medarbejdere i kommunen blev som tidligere omtalt i NB-Kommune bortvist for uden faglig begrundelse at snage i borgeres private oplysninger i slutningen af marts. Derudover fik to yderligere medarbejdere en advarsel.
Det blev opdaget efter en stikprøvekontrol.
Der er blandt andet blevet søgt på, hvem der bor på Søren Papes adresse i Viborg midtby, familiære forhold, og hvem der er hans læge, skriver lokalvisen.
- Jeg har spurgt, hvem det er, der har søgt på mig, men det kan jeg ikke få at vide, og det er egentlig fair nok. Men sagen er jo meldt til politiet, og hvis der bliver en retssag, så kommer det og årsagen til søgningerne jo for en dag, siger Søren Pape til Viborg Stifts Folkeblad.
/ritzau/hai
Sidst opdateret: 27/04/2023 - 09:58
Emner: Viborg Kommune







































