Ved motorvejen på en strækning mellem København og Køge overvejer man at opføre Nordeuropas største solcellepark.  Der bliver kamp i de kommende år om udnyttelsen af jorden i Danmark.

Ved motorvejen på en strækning mellem København og Køge overvejer man at opføre Nordeuropas største solcellepark. Der bliver kamp i de kommende år om udnyttelsen af jorden i Danmark. - Foto: Bolig-og Planstyrelsen

Ekspert: Silotænkning præger kommuners arbejde med grøn omstilling

Kommunerne har en ret utaknemmelig opgave med at udpege jord til energianlæg. Og samtidig er der alt for meget silotænkning i den måde, som arealer administreres på både nationalt og i kommunerne, vurderer ekspert på området.

Udgivet: 26/04/2023

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Kommunerne står foran en kæmpe og utaknemmelig opgave med at udpege jord til energianlæg. Samtidig er strukturerne i både kommuner og stat en hæmsko for den mest samfundsnyttige udnyttelse af jorden i Danmark.

Det er nogle af de konklusioner, som Helga Grønnegaard er nået frem til. Hun er project manager i CIP Fonden (se faktaboks) og arbejder for at sikre den mest fornuftige brug af arealerne i Danmark.

Når kommunerne skal finde egnede arealer til vindmøllerparker, solcelleanlæg, power-to-X-anlæg bliver de mere og mere udfordret.

"Når man ser på Danmarks arealer nu i forhold til at opstille energianlæg, så må vi bare konstatere, at alle de lavthængende frugter er plukket. Det bliver vanskeligere og vanskeligere at finde plads i et lille tæt befolket land som vores," siger Helga Grønnegaard og fortsætter:

"Og vi skal tage mange forskellige hensyn så som, at der ikke må være boliger indenfor en afstand af fire gange vindmøllers højde; der må ikke opføres energianlæg for tæt på lufthavne, mobilmaster, transformerstationer og andre tekniske anlæg; og der er forskellige former for naturbeskyttelse at tage hensyn til."

null
Der er rift om jorden i Danmark. Der skal bl.a. ifølge politiske aftaler tages store arealer med lavbundsjorde ud af drift og rejses skov. (Oversigt fra CIP Fonden)

"En tidligere opgørelse fra Teknologirådet har vist, at hvis man skulle opfylde alle de mål, der er sat for arealerne i Danmark - med kun opfyldelse af ét mål på hvert areal - så mangler vi faktisk et område på størrelse med Fyn," forklarer Helga Grønnegaard.

Silotænkning er en stor udfordring

Helga Grønnegaard vurderer, at der er en række benspænd for kommunerne, når de skal finde arealer til energianlæg.

"Kommunerne skal ud og lave funktionelle løsninger ved at tilbyde landmænd tilskudsordninger, der i dag er bundet op på hver sin bekendtgørelse, regneark og lovgivning. De skal implementere mål og følge vejledninger, som er udviklet i hvert deres ministerium."

"Træder landmændene forkert, så bliver de straffet, og pengene skal betales tilbage. Kommunerne har på den måde en utaknemmelig opgave med at motivere landmændene," siger Helga Grønnegaard.

Overordnet set oplever hun, at det kniber gevaldigt med at tage hensyn til helheden, og hvad der tjener samfundet bedst, i den måde, som arealer administreres på.

"Vi har alt for meget silotænkning i den måde, vi udnytter vores arealer på. Klimahensyn bliver i dag varetaget af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet; landdistriktsudviklingen hører under Kirkeministeriet; reguleringen af udledningen af kvælstoffer og næringsstoffer hører under Miljøministeriet og så videre og så videre," siger hun og fortsætter:

"I kommunerne ligger varetagelsen af de forskellige arealhensyn også ofte i forskellige kontorer. Problemet er, at ude i landskaberne, så er det de samme arealer, vi taler om. Så silotænkningen matcher virkeligheden dårligt. Vi har i høj grad brug for mere overordnet prioritering og planlægning, der spiller sammen med frihedsgrader lokalt til at gennemføre konkrete forandringer og indfri de potentialer, som de enkelte landskaber rummer."

null
Man havner ofte lokalt i "et hæsblæsende kapløb om, hvem der kan betale mest" for landområder, vurderer Helga Grønnegaard. (Foto: CIP Fonden)
Et flertal i Folketinget har en ambition om, at produktionen af el på landjorden skal være firdoblet i 2030. På den baggrund er der kommet en i nogle tilfælde uheldig konkurrence om, hvem eller hvad der betaler sig bedst.

"Der er kommet en asymmetri i den kompensation, som staten kan tilbyde landmænd for deres jord, og så det, de private energiselskaber kan tilbyde. I nogle tilfælde kan energiselskaberne tilbyde det dobbelte. Så energianlæg kan i nogle tilfælde få forrang på jorde, som ellers ud fra et samfundshensyn er mest egnede til at blive taget ud af drift og lagt tilbage til naturen," siger Helga Grønnegaard og fortsætter:

"Vi mangler i dag en stærk overordnet planlægning, prioritering og målfastsættelse. Det resulterer i, at man ofte lokalt havner i et hæsblæsende kapløb om, hvem der kan betale mest for at få realiseret de forskellige mål. Og det betyder, at de natur og miljøtiltag, der ikke har en markedsværdi, står svagt, fordi de skal realiseres med kompensationsordninger fra EU eller staten."

Efterlyser paradigmeskift

Helga Grønnegaard efterlyser “et paradigmeskifte” i den måde, staten håndterer udnyttelsen af Danmarks arealer og siger:

"Vi har op gennem tiden i Danmark ændret på måden at bruge vores land og vand på. Men aldrig før, har vi haft et mål om at ændre arealanvendelsen så drønhurtigt som nu. Vi står simpelthen i en situation, hvor udfordringerne ikke kan klares med gårsdagens redskaber. Og her er der brug for både realisme og pragmatisme."

Vi skal klare klimakrise, biodiversitetskrise og samtidig brødføde en voksende verdensbefolkning på én gang."

Fakta om CIP Fonden

CIP Fonden er blevet til på initiativ af partnerne i Copenhagen Infrastructure, der faciliterer og investerer i store projekter f.eks. energiøer på globalt plan. CIP Fonden er en almennyttig forening, som har til formål “at udpege områder, hvor strukturelle projekter kan understøtte nødvendige samfundsændringer og anvise konkrete forslag til løsninger samt, hvordan de kan realiseres og finansieres.”

Læs mere om CIP Fonden

Sidst opdateret: 26/04/2023 - 09:39

Temaer: Klima

Emner: Klima, Miljø

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]